

23 danske øer får nu mulighed for at stemme sig til deres eget postnummer.
Muligheden er en del af det politiske forlig om postloven fra foråret, og Postnord Danmark har nu udsendt retningslinjerne for, hvordan det rent praktisk skal foregå.
Eget postnummer vil give en del fordele, vurderer Sammenslutningen af Danske Småøer. Først og fremmest mere identitet og synlighed, og desuden forventer man bedre leveringssikkerhed af breve og pakker, når afsenderen og leverandøren tydeligt kan se, at adressen er en ø, siger sekretariatsleder Lise T. Sørensen.
Forsikringspræmier kan også blive lavere, hvis ens postnummer kun dækker en ø, og det bliver nemmere at påpege dårlig mobildækning på en ø, fordi dækningen oftest opgøres pr. postnummer.
Tjek på færge før udskrivning
- En vigtig fordel vil også være, når patienter sendes hjem efter hospitalsindlæggelse. Flere gange er nogle blevet udskrevet uden at kunne komme hjem, fordi færgen var gået, fortæller Lise T. Sørensen. Ved alarmopkald vil eget postnummer også gøre det helt klart, at opkaldet kommer fra en ø.
Blandt ulemperne nævner hun, at der i en overgangsperiode kan opstå leveringsusikkerhed, og at nogle virksomheder risikerer at miste gæster eller opgaver, hvis potentielle kunder kun googler på det 'store' postnummer.
15 af øerne i Sammenslutningen af Danske Småøer har besluttet, at de gerne vil have en afstemning, fortæller Lise T. Sørensen. Et par stykker afventer, mens Bogø, Egholm, Hjarnø, Skarø og Venø ønsker at beholde deres nuværende postnummer. I forvejen har Anholt, Fur, Fejø og Sejerø deres eget nummer.
Kræver 'markant' flertal
Ifølge retningslinjerne fra Postnord, som er aftalt med Trafik- og Byggestyrelsen, skal der ikke bare være et flertal, men et 'markant' flertal på en ø, før den får nyt postnummer. Både beboere, virksomheder og offentlige myndigheder får lov at stemme, og virksomheder og myndigheders stemmer vejer 'væsentligt tungere' end privates.
Hver husstand får en stemme, og ejere af sommer- og feriehuse får ikke stemmeret. Virksomheder skal være cvr-registret, og offentlige myndigheder skal have officiel postadresse på øen for at kunne stemme.
Den enkelte ø skal selv stå for afstemningen, men Postnord opfordrer til, at den pågældende kommune inddrages, både i den praktiske gennemførelse og i at finde ud af, hvem der skal have tilsendt en stemmeseddel via cpr og cvr. Postnord foreslår, at kommunen enten simpelthen står for afstemningen, eller at den tilser og godkender, at øen har fulgt retningslinjerne.
Afstemningsresultaterne går via Postnord til Trafik- og Byggestyrelsen, som i givet fald tildeler det ønskede postnummer og beslutter, hvornår det kan træde i kraft, fremgår det af retningslinjerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.