dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Sigtelse mod skoleleder for afklædning er droppet

Blufærdighedskrænkelse er kun strafbar med seksuel intention, mener politiet

ASSENS: Efter at have efterforsket sagen i flere måneder har politiet nu besluttet at droppe sigtelsen mod lederen af Strandmølleskolen i Assens, oplyser DR Fyn. Skolelederen var blevet meldt til politiet for blufærdighedskrænkelse efter to episoder, hvor han blandt andet havde afklædt to drenge til en morgensamling op til jul sidste år.

Ifølge et brev fra advokaturchef Lars Ole Pedersen fra Fyns Politi er begrundelsen for at droppe sigtelsen, at han ikke forventer, at en domstol vil finde skolelederen skyldig i at have begået blufærdighedskrænkelse.

Han 'finder ikke, at episoden, herunder afklædningen af drengene til underbukserne, under de konkrete omstændigheder er en overtrædelse af straffeloven om blufærdighedskrænkelse'.

Mor: Uoverskuelig konsekvens
Lise Thorsen er mor til nogle af de børn, der overværede episoderne, og meldte skolelederen til politiet for blufærdighedskrænkelse. Hun er ikke tilfreds med, at sigtelsen er droppet:

- Konsekvensen af anklagemyndighedens afgørelse er uoverskuelig. Set med mine øjne betyder det, at hvem som helst hvor som helst kan trække tøjet af børn, siger Lise Thorsen til DR Fyn.

De seneste måneder har politiet afhørt flere vidner og set den video, der er optaget af den sidste episode. Det er netop videoen og resultatet af afhøringerne, som advokaturchef Lars Ole Pedersen har lagt særlig vægt på i sin afgørelse om at droppe sigtelsen. Lars Ole Pedersen konkluderer, at der skal kunne påvises en eller anden form for seksuel intention med den blufærdighedskrænkende handling for, at den skal kunne føre til en dom, og det er der ifølge Lars Ole Pedersen ikke belæg for.

Skolelederen er stadig ansat på skolen, men ovenpå episoderne vedtog bestyrelsen, at han ikke må have vikartimer og heller ikke må stå for underholdning på den private skole i Assens.

mk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/sigtelse-mod-skoleleder-for-afklaedning-er-droppet

GDPR