
Af Kim Rosenkilde Nielsen
[email protected]
Tre af SF's seks medlemmer af regionsrådet i Region Syddanmark risikerer at blive meldt ud af partiet, fordi de vil oprette deres egen alternative gruppe i rådet. Det er ifølge de tre den endelige kulmination på mange måneders samarbejdsvanskeligheder mellem dem og gruppeformanden Mette Valentin.
Ifølge Mette Valentin bunder samarbejdsproblemerne og forsøget på at oprette en ny SF-gruppe i regionsrådet imidlertid først og fremmest i et ønske om at få hende sat uden for indflydelse.
- Jeg synes mest af alt, at det ligner et forsøg på at kuppe mig som formand, siger Mette Valentin.
Hun henviser til, at de tre udbrydere tidligere har stillet krav om, at hendes formandspost skulle deles med en ligestillet politisk ordfører eller næstformand. Og da de ikke kunne få opbakning til det, forsøger de nu at etablere en alternativ partigruppe.
- Jeg kan kun se deres forslag som en måde at fjerne min platform og hugge hovedet af mig. Hvis ikke man kan komme af med mig på den ene måde, så forsøger man nu på en anden, siger Mette Valentin.
Skuffede over samarbejde
De tre udbrydere - Finn T. Hansen, Iben Kromann og Torben W. Smith skrev i en pressemeddelse i går, at de ikke længere kunne indgå i SF's gruppe med Mette Valentin som leder, fordi hun ikke i tilstrækkelig grad har forsøgt at løse de samarbejdsproblemer, der var i gruppen.
- Det har især skabt problemer, at gruppens forhandler, gruppeformand Mette Valentin, ikke har vist noget ønske om at orientere gruppens øvrige medlemmer under forhandlingsforløbet. Skuffelsen over, at gruppen således blev tilsidesat, har fået tre af SF-gruppens medlemmer til at trække sig ud af gruppen og etablere sig som en egen SF-gruppe, lød det således i pressemeddelsen.
Det fik SF's lokale bestyrelsesformand Allan V. Hansen - der også er kærester med Mette Valentin - til at forlange, at de tre trak deres udmelding tilbage inden for 24 timer. Ellers vil de blive helt ekskluderet fra partiet.
En reaktion som en af udbryderne - Finn T. Hansen - har meget svært ved at se proportionerne i.
- Det er slet ikke noget, vi har kunnet bruge til noget. Nu har den her konflikt stået på i over 15 måneder, og så skal vi lige pludselig have det løst på 24 timer. Det hænger ikke sammen, siger Finn T. Hansen.
Nu er det op til SF's landsledelse at finde ud af, hvad der sker. Det eneste der står helt klart er, at partiets love ikke tillader to grupper i samme forsamling.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.