AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Scenarier for opgaver i Østdanmark tegnes op

Selv om den historiske forandring kan skabe usikkerhed, er der brug for alle også fremover, understreger den konstituerede regionsdirektør.
9. JAN 2026 12.10

ØSTDANMARK: Hvem skal drive akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse og specialiseret rehabilitering? Det er en af de drøftelser, som de 47 politikere i det nyvalgte regionsråd i Region Østdanmark har haft på deres første møde i denne uge.

Ansvaret for netop de fire områder er som en del af sundhedsreformen planlagt til at overgå fra kommunerne til regionen. Det skal ske pr. 1. januar 2027, og de nyskabte sundhedsråd – i Østdanmark seks styk – hvor der både sidder politikere fra region og kommuner, har fremover det politiske ansvar for udviklingen af og samarbejdet om opgaverne i det nære sundhedsvæsen.

Allerede i forberedelsesfasen har de 46 kommuner i det kommende Region Østdanmark og de to regioner brugt meget tid på at mødes og tale om, hvordan opgaverne bedst drives i fremtiden. 

- Vi er enige om, at der for den enkelte borger skal opleves en bedre sammenhæng i pleje og behandling, og der skal være en mere lige og retfærdig adgang til sundhedsydelser, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

De seks østdanske sundhedsråd skal på møder i perioden 13.-20. januar drøfte scenarier, hvorefter kommunerne også skal drøfte dem, i de tilfælde hvor kommunerne fortsat får mulighed for at drifte en eller flere opgaver. Herefter vil der komme forhandlinger mellem kommuner og region om personale, bygninger, udstyr etc.

Der er brug for alle

Konstitueret regionsdirektør Jens Gordon Clausen er opmærksom på, at den historiske forandring betyder, at medarbejdere i kommuner og regioner har brug for vished om deres fremtidige rolle.

- Jeg kan godt forstå, hvis personalet føler en vis usikkerhed, men jeg vil gerne understrege, at der er brug for alle og alles kompetencer, siger han og understreger, at medarbejdernes fremtid skal være afklaret så tidligt i 2026 som muligt.

- De opgaver, vi løser i dag, skal også løses i morgen – med samme kvalitet og omsorg, siger Jens Gordon Clausen. 

Scenarier for de fire opgaver

Akutsygepleje

  • I sundhedsrådene Amager og Vestegnen, Københavns Omegn Nord, Østsjælland og Øerne samt Nordsjælland foreslås, at regionen overtager driften af akutsygeplejen per 1. januar 2027.
  • I sundhedsrådene Hovedstaden samt Midt- og Vestsjælland foreslås udover et scenarie om regional drift et scenarie om, at akutsygeplejen varetages af kommunerne.

Sundheds- og omsorgspladser

  • I sundhedsrådene Københavns Omegn Nord og Nordsjælland foreslås, at sundheds- og omsorgspladser overgår til regional drift per 1. januar 2027.
  • I sundhedsråd Amager og Vestegnen foreslås et scenarie om regional drift per 1. januar 2027 og et scenarie om regional drift med en overgangsperiode, hvor der i nogle kommuner vil være kommunal drift af sundheds- og omsorgspladserne, indtil man har en langsigtet løsning for de fysiske rammer.
  • I Hovedstaden foreslås, at regionen overtager drift af pladserne på Bornholm fra 2027, mens der for København og Frederiksberg foreslås et scenarie, hvor kommunerne varetager driften.
  • I sundhedsrådene Midt- og Vestsjælland og Østsjælland og Øerne foreslås et scenarie om, at regionen overtager drift af sundheds- og omsorgspladser, og et scenarie hvor kommunerne varetager drift.

Patientrettet forebyggelse

  • På tværs af region og kommuner i alle seks sundhedsråd foreslås, at kommunerne på vegne af regionen varetager den patientrettede forebyggelse.
  • I Sundhedsråd Hovedstaden foreslås dog, at Bornholms Hospital varetager den patientrettede forebyggelse for borgerne på Bornholm.

Specialiseret rehabilitering

  • Der foreslås ét scenarie om regional drift af specialiseret rehabilitering i en tværregional model med et antal regionale enheder, som skal udbygges over tid.
  • I modellen lægges der op til, at Københavns Kommunes nuværende tilbud om specialiseret neurorehabilitering fortsat drives af kommunen som en del af det fremtidige tilbud sammen med de regionale enheder.
  • Derudover lægges der op til, at regionen overtager tilbuddet Kildebo i Faxe fra Faxe Kommune.
  • Det foreslås i øvrigt, at borgerne, som i dag, fortsat kan tilvælge private tilbud.

dotn

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/scenarier-for-opgaver-i-oestdanmark-tegnes-op

GDPR