
HILLERØD: Alle opslag om politik er velkomne, så længe man holder den gode tone.
Sådan er det i den nye Facebookgruppe "Demokrati i Hillerød", som i går så dagens lys. Bag gruppen står samtlige partier i byrådet, og hvert parti har en person med i administratorgruppen, som i fællesskab skal sørge for at håndhæve den gode tone.
Venstres byrådsmedlem Thomas Elong har taget initiativ til gruppen. Anledningen er det forestående kommunalvalg, som typisk giver mere politisk debat end normalt. Ideen er at skabe en platform for en sund debat om alt fra unge til erhverv, kultur og ældre, fortæller han til sn.dk.
Gruppens regler er formuleret sådan:
- Alle opslag om politik er velkommen, så længe de vedrører Hillerød Kommune.
- Skriv om emnet, ikke om personen.
- Overtræder man gruppens regler, tildeles man først et gult kort. Overtræder man reglerne to gange tildeles man et rødt kort, hvilket betyder tre måneders karantæne. Kortene håndteres af administratorgruppen.
Foreløbig er Nye Borgerliges spidskandidat, Morten Bille, den mest synlige i gruppen med to opslag ledsaget af portrætfotos på højkant. En Venstre-kandidat rejser debat om dækningsafgift og erhvervsvenlighed, en SF-kandidat skriver om ansvarlige indkøb, og et afgående medlem af Ældrerådet opfordrer andre til at stille op til det nye råd. Altsammen i et sagligt tonefald.
- Folk opfører sig generelt pænt på de sociale medier, men der er en lille gruppe, der ret hurtigt bliver meget hårde i tonen, og jeg ved, at der er flere politikere, der ikke vil deltage i debatten på de sociale medier, fordi den her lille gruppe hurtigt stjæler hele sendefladen og fylder alt for meget. Nu står vi sammen om at holde den gode tone, og så tror jeg også, at der er flere, der får lyst til at deltage i debatten, siger Morten Bille til sn.dk.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.