Samfundets sammenhængskraft - noget man kan investere i

Udtrykket ”samfundets sammenhængskraft” falder mange - ikke mindst en del politikere let i munden. Meget ofte bliver det brugt i den underforståede mening, at der er nogle, der ikke er med i denne sammenhæng – og de nok helst heller ikke skal være det. Men det er vigtigt ikke at underkende den store betydning af relationerne til dem, der er forskellige fra en selv. Det kan være dem, der er vidt forskellige og det kan være i en mere nærliggende betydning: Hvordan får vi skabt sammenhængskraft i de nye storkommuner, som flere steder er sat sammen af det, borgerne selv betragter som meget ulige kulturer.

Tankegangene og teorierne, der er det reelle grundlag for samfundets sammenhængskraft, er betydelig mere nuancerede end den floskelagtige brug, som nogle forfalder til, lader formode. Først og fremmest er det vigtigt, at sammenhængskraft ikke forstås som et moralsk pres på mennesker for at få dem til at tilpasse sig en given gruppestruktur, hvor der bliver lagt hindringer i vejen for alle kulturelle meningsafvigere og eksperimenter, hvis de da ikke ligefrem betragtes som udslag af illoyalitet (Nancy Fraser i ”Anerkendelsespolitik”, Syddansk Universitetsforlag 2008).

Noget, man kan investere i
Vi må acceptere, at den franske antropolog Bruno Latour antagelig har ret i sin udtalelse: ”Måske er vi ved at forlade tidens tid – successioner og omvæltninger – og træde ind i en helt anderledes tid/rum: sameksistensens”. Og med den polsk-britiske sociolog Zygmunt Baumans ord at erkende, at livsformernes mangfoldighed er kommet at blive.

David Halpern, sociolog og rådgiver for den britiske regering har defineret social kapital som: ”De sociale netværk, der skaber samarbejde og tillid mellem mennesker samt de normer og sanktioner, der styrer dem”. De nævnte faktorer hænger uløseligt sammen.
Sanktionerne kan være juridiske, men det skal nok ses i en lidt anden sammenhæng. De kan være nok så alvorlige og svære at styre, når de er sociale.

Social kapital tager altså sit udgangspunkt i det, der gør det muligt for mennesker at fungere sammen og dermed skabe sammenhængskraft. Når man bruger begrebet kapital i den forbindelse, er det for at sige, at sammenhængskraft er noget, man kan investere i som en håndgribelig værdi for samfundet, men også noget, man kan sætte overstyr. Sammenhængskraften set som et samfunds sociale kapital er målbar og påvirkelig.

Til gavn for alle
Social kapital kan, hvad enten der er tale om nationer, lokalsamfund og grupper, ikke opbygges i en os-selv-nok mentalitet, men kun i en både/og situation. Og her er det udadvendte perspektiv, som ofte bekvemt udelades i den politiske sammenhæng, særdeles vigtigt.

Det er klart for de fleste, at de klassiske økonomiske teorier langt fra er tilstrækkelige til at forklare de mange forskellige, ofte overraskende, udsving i samfundsudviklingen. Social kapital, siger professor, dr. Bent Greve, kan forstås som et offentlig gode i økonomisk teoretisk forstand. Herved forstås, at opbygges der social kapital, er det noget alle i det pågældende samfund vil nyde godt af, uden at nogle forhindres i at få andel heri. Samtidig viser undersøgelser fra bl.a. Verdensbanken så, at den sociale kapital - i særdeleshed i form af tillid – har en meget stor indflydelse på den økonomiske vækst i et samfund.

Tankerne bag social kapital og den hidtidige brug i praksis tager helt overvejende udgangspunkt i undersøgelser gennemført i nyere tid af sociologer og politologer. I dansk praksis og teorier er der ved at tegne sig et selvstændigt grundlag for begrebet med påvist mærkbare effekter på flere forskellige fagområder. Der er påvist konkrete udslag af den sociale kapital - og dermed vital sammenhængskraft i organisationer og virksomheder - i forbindelse med sygefravær, personalegennemstrømning, arbejdsglæde og tilfredshed med ansættelsen.

Af lyst eller med tvang
Målinger af den sociale kapital, udtrykt og konkretiseret som netværk, normer og tillid, viser, at sammenhængen mellem social kapital og de nævnte forhold er positiv. En høj grad af sammenhængskraft blandt de ansatte i en organisation eller virksomhed udmønter sig i lavere sygefravær, arbejdsglæde og tilfredshed. Lignende resultater viser sig f.eks. ved undersøgelser af mobning.

Der skal arbejdes mere med metoderne, når sammenhængskraft og social kapital skal måles – også i samfundsperspektiv. Der skal mere fokus på de kvalitative aspekter, som er yderst vigtige i forbindelse med identifikationen af den sociale kapital i de sociale netværk. Med kvalitative menes, at det har stor betydning om de sociale netværk af den enkelte opleves som lystbetonede eller som tvang. Det er væsentligt, hvordan et menneske opfatter sit/sine sociale netværk. Et meget lukket netværk, kan være en belastning snarere end en ressource og dermed ikke et udtryk for social kapital i ordets positive betydning. Et eksempel kan være en stærk politisk partidisciplin eller en religiøs sekt, som skaber både afstand til anderledes tænkende og ulykkelige udbrydere - med negative konsekvenser for alle parter.

Den brobyggende kapital
Der er to centrale begreber i social kapital: Den afgrænsende - og den brobyggende sociale kapital. Førstnævnte er kendetegnet ved stærke bånd og fælles identitet. Den anden måler social kapital, der dækker over mere perifere bekendtskaber og dermed svagere bånd. Tillid og normer spiller en dominerende rolle i forbindelse med den afgrænsende sociale kapital. Den brobyggende kapital - altså den ikke mindre vigtige funktion at skabe netværk mellem netværk - er vanskelig at indkredse og operationalisere. For bl.a. visse politikere er lysten til at skabe social kapital/øge sammenhængskraften i den dimension heller ikke stor.

Men taler man om sammenhængskraft, er det vigtigt ikke at underkende den store betydning af den sammenhængskraft, som omfatter relationerne til dem, der er forskellige fra en selv. Hvor sammenhængskraften mellem ligestillede (den nære, afgrænsende sociale kapital) er nødvendig for at skabe solidaritet internt i gruppen, er sammenhængskraften mellem mennesker/grupper, der grundlæggende er forskellige, (den brobyggende sociale kapital) afgørende for, om samfundet kan forny sig. Det gælder nationalt og internationalt. Og begge former har betydning for øget social kapital.

Den negative sociale kapital
Den sociale kapital kan ikke altid betragtes som et kollektivt gode. Der kan sættes spørgsmålstegn ved de normer, der gør sig gældende inden for visse miljøer, og om den 'produktivitet', som gruppen står, for kan forstås som noget positivt. Der er nogle klassiske eksempler i litteraturen om rockergrupper, som formentlig har høj sammenhængskraft internt. Historien har også mange eksempler på politiske bevægelser, der har destrueret sammenhængskraften i samfundet som helhed.

Der er flere eksempler på negativ social kapital, der skaber stærk ulighed og stærk udstødning i store dele af en befolkning, og dermed er destruktiv. Med et bedre kendskab til socialkapital-begrebet kan bekæmpelse af sådanne - både etisk og økonomisk set - uønskede holdninger håndteres mere målrettet og objektivt.

I arbejdet med social kapital virker det, som om en vigtig dimension endnu ikke er blevet taget med i undersøgelserne og teorierne. I langt de fleste artikler, bøger og undersøgelser er der stadig en ret forenklet opfattelse af menneskers identitet. Det bør der arbejdes med. I sin bog ”Identitet og vold” advarer den indiske økonom og Harvard-professor Amatyra Sen mod at man udelukkende definerer sig selv eller et andet menneske ved hjælp af én kategori - lige meget om det er troen, kønnet, seksualiteten, kulturen, et nationalt fællesskab.

Fornuft frem for snævre skuffer
Mennesket vil altid indeholde en mangfoldighed af identiteter, og at ignorere denne kendsgerning er, ifølge Sen, yderst farligt: "Muligheden for fred i dagens verden kan være ganske afhængig af, at vi erkender og anerkender vores mange tilhørsforhold, og at vi - som fælles beboere i en stor verden - bruger vores fornuft, i stedet for at skubbe hinanden i alt for snævre skuffer." Det handler om at forventninger om gensidig respekt og anerkendelse bliver opfyldt.

Den franske antropolog, Axel Honneth, har sagt: Et samfunds retfærdighed eller kvalitet er ligefrem proportionalt med dets evne til at sikre, at betingelserne for den gensidige anerkendelse er af en sådan karakter, at den personlige identitetsdannelse og dermed den individuelle selvrealisering kan finde sted på tilfredsstillende vis. (”Anerkendelsespolitik”, Syddansk Universitetsforlag 2008). Og uden den individuelle identitet anerkendes, er der ingen social kapital og ingen sammenhængskraft. Men, det er også vigtigt at være opmærksom på individualiseringens udviklingsretning.

Den selv samme økonomiske vækst, som den sociale kapital fremmer, kan være med til at udvande den gennem den stigende individualisering. Det som f.eks. filosoffen Jørgen I. Jensen har kaldt ”Jeg-automaten”. Med hensyn til social kapital kan man, med David Halperns sprogbrug, iagttage to forskellige retninger: ”Den solidariske individualitet” og den ”egoistiske individualitet”. Endnu er det heldigvis den første, der er fremherskende i de nordiske lande.

Demokratiet og den sociale kapital
Lektor Lars Torpe, Aalborg Universitet har skrevet en interessant artikel om den sociale kapitals betydning for demokratiet. Konklusionen er, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem social kapital og demokrati. Men det kan have en betydning, om der tales om brobyggende eller afgrænsende kapital. De afgrænsende former kan udgøre en trussel mod den demokratiske kultur og sammenhængskraften, hvorimod de brobyggende kan være en gevinst.

Foregår den politiske styring efter almindelig dansk standard, er der meget, der taler for, at social kapital spiller en vigtig rolle for effektiviteten og kvaliteten af denne styring (”Social kapital som teori og praksis”, Forlaget Samfundslitteratur 2007).

Den sociale kapital er et samfundsøkonomisk aktiv, man skal satse på sideløbende med de klassiske økonomiske og politiske modeller. Den er både en økonomisk og etisk ressource for samfundet. Den skal øges, bevidst og aktivt, med henblik på at forstå, at samfundets sammenhængskraft ikke blot er en floskel, der kan bruges, som man lyster.