
Regeringen går nu i gang med at evaluere kommunalreformen fra 2007. Økonomi- og Indenrigsministeriet koordinerer evalueringen, og de relevante ministerier samt KL og Danske Regioner bidrager også til arbejdet. Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
Målsætningen er, at evalueringen er afsluttet i starten af 2013. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager lægger vægt på, at den offentlige sektor løbende bliver udviklet, og at det er klart, hvem der har ansvaret for at løse hvilke opgaver.
Regeringen går nu i gang med at evaluere kommunalreformen fra 2007 for at se på opgavefordelingen mellem kommuner, regioner og staten med særligt fokus på fire områder: sundhed, miljø, regional udvikling og de specialiserede social- og undervisningstilbud.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) siger:
- Vi skal hele tiden udvikle den offentlige sektor, så vi sørger for løbende at modernisere, og så borgerne får service og velfærdsydelser af høj kvalitet. Ved nytår kunne kommunalreformen fejre fem års fødselsdag, og derfor mener regeringen, at det er relevant at se på, om det var det rigtige snit, der blev lavet ved kommunalreformen i 2007.
- Blev opgaverne placeret de rigtige steder? Er der opgaver, hvor det er uklart, hvem der har ansvaret for hvad, så ingen tager ansvaret? Det gælder for eksempel på sundhedsområdet, hvor bl.a. ældre og kroniske patienter gentagne gange er i kontakt med sygehusvæsnet. Ind imellem deres behandlinger og indlæggelser på sygehuset, får de plejetilbud og måske tilbud om forebyggelse fra deres hjemkommune. Her er det relevant at se på, om samarbejdet mellem sygehus, den praktiserende læge og kommunens plejesektor fungerer hensigtsmæssigt for borgerne, siger altså Margrethe Vestager, der slutter:
- Evalueringen betyder ikke, at vi skal lave en ny kommunalreform. Men der kan være opgaver, hvor der er behov for en mere klar ansvarsfordeling mellem kommuner og regioner eller måske et bedre samarbejde mellem parterne.
Evalueringen af kommunalreformen kommer til at foregå i fem udvalg.
Dels et hovedudvalg forankret i Økonomi- og Indenrigsministeriet, hvor også Finansministeriet, Skatteministeriet samt KL og Danske Regioner deltager.
Dels fire underudvalg, som skal analysere hvert af de fire områder. I underudvalgene er de relevante fagministerier repræsenteret og derudover de samme parter, som er repræsenteret i hovedudvalget.
De fire områder er:
- sundhedsområdet
- socialområdet og specialiserede undervisningstilbud
- natur- og miljøområdet
- området for regional udvikling
Kommissorierne for udvalgsarbejdet er fra torsdag morgen offentliggjort på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside.
De fire underudvalg skal analysere hvert deres område frem til oktober 2012, hvor de afrapporterer deres arbejde for hovedudvalget.
mou
Links til de fem kommisorier:
Bilag 1 - Kommissorium for udvalg om evaluering af kommunalreformen
Bilag 2 - Evaluering af kommunalreform på socialområdet og specialundervisning.
Bilag 3 - Evaluering af kommunalreform på Natur og Miljø.
Bilag 4 - Evaluering af kommunalreform vedr regional udvikling.
Bilag 5 - Evaluering af kommunalreformen på sundhedsområdet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.