
I løbet af sommeren bliver det billigere for virksomheder og organisationer at klage til Natur- og Miljøklagenævnet. Samtidig skal klagerne afvikles hurtigere og mere effektivt.
Den foregående regering hævede i november 2010 gebyret fra 500 til 3000 kr. og fik store – men forgæves – protester fra miljøorganisationerne.
Hvor det før kostede 3000 kr. for firmaer og interesseorganisationer at klage til Natur- og Miljøklagenævnet, vil regeringen nu sætte prisen ned og indføre et maksimalt gebyr på 500 kr., oplyser Miljøministeriet.
- Nu fjerner vi det meget høje gebyr på 3000 kr. Det er godt nyt for vores demokrati. Naturen, som er den mulige forurettede part, har ingen mulighed for at klage. Det er derfor vigtigt, at grønne organisationer har mulighed for at klage på naturens vegne, uden at de bliver ruineret, siger miljøminister Ida Auken (SF).
Det har hele tiden kostet 500 kr. for private at klage. Gebyret vil til enhver tid blive tilbagebetalt, hvis klageren får medhold i sin klage.
Hurtigere sagsbehandling
Tidligere har det været praksis, at Natur- og Miljøklagenævnet sendte en klage tilbage til kommunen, hvis der var sket visse fejl i sagsbehandlingen. Men den proces er tidskrævende og kan tage klageren som gidsel. Det vil Ida Auken begrænse.
- Hvis der for eksempel er klaget over en landmands planer om en udvidelse af produktionen, mindsker vi nu risikoen for, at han skal vente flere år på en afklaring. Jeg vil sikre en hurtig og effektiv sagsbehandling, der gør det mindre besværligt og tidskrævende at klage, siger Ida Auken.
Effektiviseringen skal endvidere ske med øget brug af digitale formularer frem for breve og maskinelle underskrifter frem for traditionelle håndskrevne.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.