Roskilde vil gå nye - gerne vovede - veje

Roskilde vil gå nye - gerne vovede - veje

BUDGET 2012 Budgettet for 2012 byder på mange besparelser, men sætter også fokus på innovation som Roskildes vej ud af nedskæringsspiralen
13. OKT 2011 13.08

ROSKILDE: Roskilde Kommunes budget for 2012 blev i dag færdigbehandlet, og der blev kastet mere lys over, hvordan kommunen rammes af de mange besparelser. Samtidig blev politikerne enige om at invitere kommunale så vel som ikke-kommunale aktører til at komme med bud på, hvordan tingene kan gøres anderledes.

- Målet om på en og samme tid at udvikle servicen og ruste økonomien kan ikke ske ved blot at fremlægge budgetter, hvor hovedopgaven er at spare. For det er som at pille et løg. Vi kan fortsætte med at pille det ene lag af efter det andet, men det eneste vi opnår, er et mindre løg. Men hvis vi i stedet kigger på hvordan vi kan gøre tingene anderledes, udvikle vores arbejdsgange og strukturer - eller med andre ord: Hvis vi i stedet skærer løget over, kan vi se på tværs af lagene og måske få øje på helt nye muligheder, siger borgmester Joy Mogensen (S).

Partierne bag budgettet har derfor besluttet, at der skal sættes blus under det, der med et moderne ord kaldes innovation. Derfor vil de nu invitere borgere, medarbejdere, frivillige organisationer og andre aktører til at komme med ideer og forslag til, hvordan kommunen kan gå nye veje.

- Ideerne må gerne være vidtgående, måske endda vovede, for det ligger i innovationens natur, at vi ikke på forhånd skal lade os begrænse, siger Joy Mogensen.

Allerede i andet halvår af 2012 skal det føre til mindst tre forsøg med innovative løsninger i fx. lokalområder, på udvalgte fagområder eller i institutioner. Fokus er på at forny den kommunale service, men det er samtidig et mål at afprøve, om der kan frigøres ressourcer til, at budgetlægningen i de kommende år i mindre grad kommer til at handle om effektiviseringer og besparelser.

Besparelser, effektiviseringer og sund økonomi
I det budget, der nu er vedtaget, indgår besparelser, effektiviseringer og omprioriteringer for lige under 100 mio. kr. Desuden er der taget fat på at genopbygge kassebeholdningen, så der er en større stødpude til de uforudsete udgifter, der kan komme - fx som følge af en hård vinter, skimmelsvamp i en kommunal bygning eller faldende indtægter på grund af krisen.

Et af pejlemærkerne for politikerne har været at finde en balance mellem på den ene side ønsket om stabil service og udvikling og på den anden side en sund og bæredygtig økonomi. Og borgmesteren erkender, at effekten af budgettet for 2012 vil kunne mærkes, både af borgerne og af medarbejderne.

- De store serviceområder udgør langt den største del af kommunens udgifter. Det er utopisk at forestille sig, at de ikke vil blive berørt, når vi skal lægge et budget, hvor opgaven har været at finde effektiviseringer og besparelser for lige under 100 mio. kr., siger Joy Mogensen.

Administrationen skal spare 3,6 mio. kr., svarende til ca. ni stillinger. En yderligere besparelse på administration og ledelse på skole- og børneområdet skal bidrage med i alt 7 mio. kr., hvilket omregnet svarer til ca. 18 stillinger. Rammebesparelser på skole- og børneområdet giver yderligere godt 18 mio. kr. Hertil kommer en lang række større og mindre poster, der kan ses på kommunens hjemmeside www.roskilde.dk/budget2012.

Plejecenter, haludvidelse og rockmuseum
På anlægssiden er forligspartierne enige om at afsætte 160 mio. kr. i 2012.

- Vi har et anlægsbudget på knapt 160 mio. kr. Det er bestemt ikke prangende i en stor kommune som Roskilde. For budgetforligspartierne har udgangspunktet været kun at have anlægsprojekter, der er forudsætninger for enten at fastholde en stabil service eller for at sikre kommunens fortsatte udvikling som et attraktivt område for borgere, organisationer og erhvervsliv. I den prioritering kan anlægsbudgettet ikke være lavere, siger Joy Mogensen.

Sværvægteren i 2012 bliver det nye plejecenter i Trekroner. Også udvidelsen af Roskildehallerne tages der hul på, ligesom der er afsat penge til at komme i gang med Rockmuseet på Musicon.

Illustration: Musicon

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev