
ROSKILDE: I Danmark er det ikke set før at knytte et museum og et bibliotek fysisk sammen. Ved at bringe de to fagligheder sammen, biblioteksverdenen og museumsverdenen, skaber vi et innovativt miljø, der kan udfordre bibliotekets måde at formidle på, udvikle et af landets bedste forskningsbiblioteker samt skabe fremtidens bibliotek - det 4. sted.
Allerede inden rockmuseet er bygget, har Roskildes borgere glæde af museet. Rockmuseet har et fysisk sted, hvor det kan udvikle aktiviteter og formidling i samarbejde med byens musikbibliotek til gavn for byens borgere. Samarbejdet styrker bibliotekets dobbelte ambition om både at være et oplevelsesrum og et læringsrum, hvor man kan gå på opdagelse og konstant møde nye former for inspiration og overraskelser.
Formålet med den nye aftale er at udvikle museets kommende biblioteksfunktion i samarbejde med Roskilde Bibliotekerne. Frem til Danmarks Rockmuseum åbner, vil det indgå som en integreret del af musikbibliotekets indretning og formidling. Konkret vil det kunne ses ved en nyindretning af Musikbiblioteket samt ved nye arrangementer. Rockmuseet bevarer sine kontorlokaler og aktiviteter på Musicon, men museet vil fremover også være til stede på Dronning Margrethes Vej 14.
Flere aktiviteter på musikbiblioteket
Når rockmuseet bliver fysisk tilstede på musikbiblioteket vil man kunne opleve aktiviteter som fx udstilling af enkelte rockeffekter, koncerter, quizzer, foredrag, debatter, kunstudstillinger etc. Det kan også være præsentationer af interaktive elementer som fx Audiofaktor, der er rockmuseets seneste musikalske aktivitet.
Borgmester i Roskilde Poul Lindor Nielsen, der er formand for Danmarks Rockmuseums bestyrelse siger:
- Det glæder mig meget, at borgerne - allerede inden rockmuseet er bygget - har glæde af museets tilstedeværelse i Roskilde. Rockmuseet står for koncerter, arrangementer i bybilledet og på festivalen, og nu får museet et fysisk sted, hvor det kan udvikle aktiviteter og formidling i samarbejde med byens musikbibliotek til gavn for byens borgere.
Biblioteket kan desuden hjælpe med at efterlyse og indsamle de effekter og historier rockmuseet løbende samler ind. Det kan være genstande til de ungdomsværelser, der skal være på det kommende museum eller billeder, genstande og historier om at være fan og musikelsker.
Nyskabende samarbejde mellem to kulturinstitutioner
Roskilde Bibliotekerne har gennem de seneste to år været aktør på Musicon og har arbejdet med, hvordan biblioteket kunne bidrage til bydelen. Det har resulteret i valget om at indgå partnerskab med Danmarks Rockmuseum.
Birgit Pedersen, formand for for Kultur - og Idrætsudvalget i Roskilde Kommune siger:
- Det er nyt at knytte et museum og et bibliotek fysisk sammen. Vi har ikke hørt om et tilsvarende fysisk sted andre steder i landet. Ved at bringe de to fagligheder sammen, biblioteksverdenen og museumsverdenen, håber vi at skabe et innovativt miljø, der kan udfordre vores måde at formidle på og i sidste ende gøre det endnu sjovere at gå på biblioteket.
Det kommende rockmuseum skal indeholde et fagbibliotek, der særligt henvender sig til forskere.
Men ambitionen er også at skabe 'et 4. sted'. Rockbiblioteket skal tænkes ind som et moderne mødested - et anderledes bibliotekstilbud - for både besøgende af museet, de andre aktører på Musicon og borgerne i Roskilde.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.