
HOVEDSTADEN: Når Region Hovedstadens gul-grønne akutlægebiler kommer frem til ulykker eller akut sygdom, er opgaverne ikke blevet lettere. Til gengæld er overlevelsesraten blevet markant bedre. Det viser den nye årsrapport over akutlægebilerne i Region Hovedstaden
- Rapporten viser, at de patienter, som vi får kontakt med, er mere syge eller tilskadekomne end tidligere. Desto mere glædeligt er det, at antallet af patienter, som har overlevet hjertestop og som er i live efter 30 dage, er steget i 2009. Genoplivningsfrekvensen er den højeste nogensinde i Danmark, siger Søren Loumann Nielsen, der er overlæge ved akutlægebilen.
Der er mere end 100.000 akutte ambulancekørsler årligt i Region Hovedstaden. Hvis der er tale om en akut og livstruende tilstand, sendes der både en ambulance og en akutlæge, så den bedste behandling kan iværksættes hurtigst muligt.
I 2007 udvidede Region Hovedstaden indsatsen med akutlægebiler, og sidste år var der 1124 patienter med hjertestop, hvoraf 886 fik lægelig behandling på stedet af akutlægebilerne. I 2009 blev 130 patienter genoplivet og efterfølgende udskrevet fra hospital, svarende til 15 % af alle der blev behandlet. Dette er en stigning i forhold til 2008, hvor 94 patienter blev genoplivet og udskrevet fra hospitalet. Både antallet af genoplivningsforsøg og antallet af overlevende er i 2009 rekordhøjt.
- Samtidig har to større videnskabelige undersøgelser fra Region Hovedstaden, der er offentliggjort i det internationalt anerkendte tidsskrift Resuscitation, dokumenteret, at det nytter. De patienter, der overlever hjertestop og udskrives fra hospital, har en god langtidsprognose selv målt over 10 år og hovedparten overlever med ingen eller få mén, siger Søren Loumann Nielsen.
- De flotte resultater skyldes en målrettet indsats gennem et par år med styrkelse af alle led i behandlingskæden. Øget opmærksomhed hos borgerne om at hjælpe medborgere ved pludselig uventet hjertestop, flere hjertestartere, korte responstider, bedre uddannelse af ambulancepersonalet og af akutlægerne og endelig målrettet indsats på hjertecentrene og på intensiv afdelingerne for at få de bedste resultater, siger præhospital leder i Region Hovedstaden, Freddy Lippert.
- Den akutte behandling har fået en endnu større rolle i sundhedsvæsnet. Og fra politisk side, er der kommet markant større fokus på den præhospitale behandling, som en kerneydelse. Den mere specialiserede behandling bliver samlet på færre større hospitaler for at opretholde den bedste standard og erfaring, og det giver længere afstande til den rette behandling. Borgere, politikere og eksperter har påpeget, at der var behov for en styrket behandling allerede uden for hospitalet og under transporten til hospitalet, siger Freddy Lippert.
Her har akutlægebilen vist sig at være et meget vigtigt supplement til akutberedskabet.
- Vi har arbejdet på at styrke en tidlig indsats og optimere samarbejdet mellem ambulancebehandlere, paramedicinere og akutlægerne i det daglige arbejde. Vi arbejder som et team og bringer fx hjertepatienter direkte til et af regionens to hjertecentre, således at specialistbehandling kan fortsætte, siger overlæge Søren Hestad, der er administrativ ansvarlig for akutlægebilen i den nordlige del af hovedstadsregionen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.