
Der er brug for en samlet strategi for bekæmpelsen af den giftige larve, egeprocessionsspinder.
Det siger lektor emeritus Hans Peter Ravn fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.
Larven, der også er blevet kaldt "Larven fra helvede", er registreret i Odense, Kerteminde og senest også i Horsens. Den kan forårsage alvorlige allergiske reaktioner på grund af dens tusindvis af giftige brandhår.
Den uønskede larve er sandsynligvis kommet til Danmark via importerede egetræer, vurderer Hans Peter Ravn.
- Hunnerne flyver ikke langt, så det mest sandsynlige er, at larven er kommet hertil som æg i importerede egetræer, siger Hans Peter Ravn.
Larven er hjemmehørende i Central- og Sydeuropa, og den er således ikke defineret som en invasiv art i EU. Men larven har de senere år bredt sig længere nordpå og findes nu i Belgien, Holland, Tyskland og England.
Brug for samlet strategi
Det er de tre kommuner, der har registreret den ubudne gæst, der hver især har stået for bekæmpelsen af larvens reder og spind.
Men Hans Peter Ravn mener, at det er nødvendigt med en samlet strategi og én offentlig myndighed, der tager sig af bekæmpelsen.
- Som det er nu, er det kommunerne, der skal tage sig af det her, men det kræver en specialiseret indsats. Det mest effektive set med mine øjne ville være, hvis det er én offentlig myndighed, der har ansvaret for at bekæmpe larven. Det handler også om at finde de bedste metoder og det bedste tidspunkt at foretage bekæmpelsen på, så man bruger pengene på den mest hensigtsmæssige måde, siger Hans Peter Ravn.
Hvis man for alvor skal sætte en stopper for egeprocessionsspinderen, kræver det ifølge Hans Peter Ravn, at man indfører særlige regler for import af egetræer.
- Man kan pålægge eksportører af egetræer at udstyre træerne med plantepas, der garanterer, at de er frie for egeprocessionsspinder. Det vil så blive tjekket af planteinspektører i Danmark, siger Hans Peter Ravn.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.