Der skal turbo på opsætningen af vindmøller og solcelleanlæg ude i kommunerne. Det er ambitionen hos regeringen, der vil firedoble produktionen af grøn strøm fra sol og vind på land frem mod 2030.
Planen er at etablere et rejsehold af specialister, der skal hjælpe kommunerne med at fremme opsætningen af vindmøller og solcelleanlæg. Det forklarer indenrigsminister Christian Rabjerg Madsen (S).
- Jeg mener, at kommunerne har arbejdet godt med området. Men der er ingen tvivl om, at det går for langsomt, og vi får sat for få solceller op, i forhold til hvor langt vi skal, og alt for få vindmøller, siger han.
De seneste fem år er der ifølge ministeriet kun lavet 22 lokalplaner, der skal bane vejen for opsætning af nye vindmøller. Men udviklingen skal ifølge ministeren accelereres, og det skal rejseholdet bistå kommunerne med.
- Rejseholdet kan være et nyttigt redskab for kommunerne og kan bidrage til at understøtte, at kommunerne får nogle gode processer omkring planlægningen. Ved at lave en bedre planlægning og proces kan man fremme den lokale accept og derved i sidste ende bidrage til en hurtigere opsætning af mere vedvarende energi på land, siger Christian Rabjerg Madsen.
KL ikke begejstret
Men meldingen om et statsligt rejsehold får en kølig modtagelse hos formanden for KL, Martin Damm (V).
- Udfordringen ved opførelse af vindmøller i kommunerne er ikke manglende faglig viden. Udfordringen er først og fremmest manglede gevinster for borgerne. Derfor har KL ikke efterlyst et rejsehold, men at der skabes større gevinster for borgerne i de lokalsamfund, der lægger jord til store energianlæg, siger Martin Damm i en skriftlig kommentar.
Indenrigsministeren understreger, at rejseholdet ikke kommer til at stå alene, og at man politisk vil drøfte, hvilke andre knapper der kan skrues på:
- Vi skal gøre en lang række ting, blandt andet diskutere hvordan vi politisk kan gøre mere for de områder, der løfter en stor opgave ved at lægge arealer til mere vedvarende energi på land, siger Christian Rabjerg Madsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.