Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Regler for lokale nedlukninger lempes
Der gives mulighed for undervisning under særlige forhold, hvis der er tale om længere nedlukninger.
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Regler for lokale nedlukninger lempes

Med lempelsen åbner alle sogn, og der indføres mere fleksible nedlukninger og undervisning under særlige forhold.
28. APR 2021 15.59

Et politisk flertal lemper fra fredag reglerne for automatisk nedlukning af sogne og kommuner. Det betyder, at der må være lidt højere smitte, inden sognets skoler, fritidsinstitutioner og kultur- og idrætsliv bliver lukket ned.

Det bekræfter Stinus Lindgreen (R), som er formand for Epidemiudvalget, der onsdag har drøftet et udspil fra regeringen.

- Det er rigtig fornuftigt. Vi har set, at den gamle model havde nogle utilsigtede konsekvenser, så det var oplagt at rette op, siger han.

Udspillet har været ventet, næsten lige siden reglerne blev indført for nogle uger siden. De betyder, at et sogn bliver lukket, hvis smitten overskrider bestemte nøgletal.

Siden har der været en række eksempler på, at skoler og institutioner måtte sende elever og studerende hjem, selv hvis der ikke var en eneste smittet blandt dem.

Derfor skal reglerne nu ændres efter massiv kritik. Blandt andet har regeringens egne sundhedsfaglige eksperter kritiseret modellen, som de slet ikke var hørt til.

Alle sogn kan åbne igen

Fremover skal et sogn lukkes, hvis smitten overskrider mere end 500 smittede per 100.000 indbyggere og en positivprocent - andelen af smittede blandt de testede - over 2,5. Det er dermed en lille lempelse af reglerne, som hidtil har været på 400 smittede og en positivprocent på to.

Skoler og institutioner uden smittetilfælde skal have lov til at genåbne, hvis et af tre nøgletal falder under grænseværdierne. Det tredje nøgletal går ud på, at et sogn nedlukkes, hvis der er flere end 20 smittetilfælde over en uge. Det ændres der ikke på.

Stinus Lindgreen oplyser, at med de nye regler kan alle de sogne, der i dag er lukkede, åbne igen. Som noget nyt skal Styrelsen for Patientsikkerhed kunne ophæve den tvungne nedlukning, allerede før den træder i kraft.

- Nu har vi en model, der er meget mere fleksibel, og som giver mere rum til, at kommunerne kan agere lokalt for at undgå at lukke helt ned.

- Og som også åbner for, at man kan åbne skoler, gymnasier og andet hurtigere end ellers, siger Stinus Lindgreen.

Fleksible nedlukninger

Modellen for nedlukninger ændres også, så kommunerne i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed kan vurdere om enkelte institutioner skal undtages for nedlukningen.

For at give mere fleksible nedlukninger, kan det vurderes vurderes, at enkelte skoler, institutioner, lokaler eller lokaliteter kan genåbne hurtigere, hvis der ikke er nærliggende fare for påvirkning af smitte.

De hurtigere genåbninger kan fx finde sted i bysamfund, der ikke har særlig kontakt med de smitteramte områder, og der har været en skærpet testindsats. Eller hvis smitten er afgrænset i dele af et sogn eller en kommune.

Samtidig indføres der nye tiltag, der skal give mulighed for at gennemføre undervisning under særlige forholdsregler, hvis der er tale om mere end to ugers nedlukning over de seneste fire uger.

Undervisningen under længere nedlukninger indebærer:

  • Begrænset fremmøde med maks. 50 pct. fremmøde på skolen, uddannelsesinstitutionen mv. Det vil ikke omfatter elever, der er undtaget fra nedlukning, herunder sårbare elever og elever i nødpasning.
  • Elever, kursister mv. fra og med 12 år testes dagligt fremfor to gange om ugen. I grundskolerne vil være tale om en kraftig opfordring til test, mens der på ungdoms- og voksenuddannelserne vil være tale om et krav.
  • Der anbefales undervisning i mindre grupper (maks. 15 elever) i grundskoler.
  • Der anbefales at holde 1-2 meters afstand på ungdoms- og voksenuddannelserne.
  • Der sikres øgede muligheder for udeundervisning i alle sogne og kommuner, der er nedlukket.

Ritzau /mh