Af Knud Abildtrup
Nogle regioner kalder dem 'midlertidige udvalg', andre har kaldt dem 'fora' og er nu gået over til at kalde dem 'rådgivende udvalg' eller 'midlertidige, rådgivende udvalg'.
Ens for dem alle, er at de er et af resultaterne af en strukturreform, der erstattede amter med regioner, men endelig ikke ville give de politisk valgte for stor politisk kampkraft.
Det betød fra starten, at regionspolitikerne måtte finde sig i at skulle skifte arbejdsfelt efter et år til at dykke ned i et fagområde. Ikke overraskende med den følge, at masser af af valgte - ikke mindst de tidligere amtspolitikere, der var bedre vant - har følt, de har temmelig begrænset indflydelse på politikken. At de efter møjsommeligt at have investeret tid og engagement i f.eks. landddistrikterne, måtte skifte til psykiatrien.
En frustration, der også har ført til røster om, at den egentlige magt lå i regionernes forretningsudvalg, at de menige blot er stemmekvæg. Og til forslag - fortrinsvis fra regionsmodstandere i den borgerlige lejr - om at reducere antallet af regionsrådsmedlemmer.
Samtidig har regionspoltikerne følt Regeringens klare interesse i, at systemet blev fulgt til punkt og prikke. Da Lars Løkke var indenrigsminister, udsendte han endog hyrdebrev, der forpligtede regionerne til ikke blot at lave pro forma ændringer i de omstridte udvalg, men sikre, at der reelt blev tale om nye arbejdsfelter - hvert år.
Senest indebar økonomiaftalen i juni 2009, at regionspolitikernes bøn om blot lidt mere arbejdsro endelig blev hørt. Og den ændring træder i kraft nu: Mulighed for toårige udvalgsforløb.
Samtidig er der ingen tvivl om, at der skal være styr på tingene. Det fremgår således direkte af en skrivelse fra departemenet til regionerne dateret 9. februar, at 'Regionsrådet skal således i forbindelse med nedsættelsen af udvalget have truffet beslutning om, at udvalget senest to år efter nedsættelsen og uden yderligere beslutninger herom fra regionsrådets side skal være ophørt. En beslutning om, at regionsrådet senest to år efter udvalgets nedsættelse vil tage fornyet stilling til, om udvalget skal fortsætte, er altså ikke tilstrækkelig.'
Så hvis nogen skulle være i tvivl? To år und nichts weiter!
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.