Region Syddanmark har flest røgfri kommuner - Sjælland færrest

Det er otte år siden, Fredensborg som den første kommune indførte røgfri arbejdstid. 1. august rundede Danmark 50.

Halvdelen af landets kommuner er nu røgfri. Det viser Kræftens Bekæmpelses opgørelse. Fredensborg indførte som den første røgfri arbejdstid i 2012, og bare i 2020 har 18 kommuner fulgt trop.

Frem mod 1. januar bliver desuden Hørsholm (1/11), Hillerød, Gentofte og Lolland kommuner røgfri.

- Det er positivt, at så mange kommuner nu har røgfri arbejdstid. Det giver et sundere arbejdsmiljø, færre sygedage, forebygger at unge begynder at ryge og hjælper dem, der gerne vil stoppe eller skære ned på deres forbrug, siger Niels Them Kjær, chef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse. 

Skæv regional fordeling

Region Syddanmark topper, hvor 73 pct. svarende til 16 af 22 kommuner er røgfri, men den regionale fordeling er skæv. I Region Sjællands kommuner er en af fire røgfri, og skævheden ærgrer Niels Them Kjær:

- Det er ærgerligt, for det betyder, at ens risiko for at ryge og blive syg afhænger af, hvor i landet man bor. Det er ikke fair. Alle bør have samme mulighed for et liv uden tobak, siger Niels Them Kjær. 

Han glæder sig dog over den store stigning.

Se kort over de røgfri kommuner hos Kræftens Bekæmpelse.

Røgfri regioner 

Region Nordjylland: 36 pct. (4 ud af 11 kommuner)
Region Midtjylland: 63 pct. (12 ud af 19 kommuner)
Region Syddanmark: 73 pct. (16 ud af 22 kommuner)
Region Sjælland: 24 pct. (4 ud af 17 kommuner)
Region Hovedstaden: 48 pct. (14 ud af 29 kommuner)

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

ibs

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev