Regionen arbejder videre med tre bærende principper for ledelse og struktur på sygehusene i Regionen.
Regionen skal forenkle sin ledelsesstruktur på sygehuse og i sektorer. En analyserapport viser et bredt ønske om en forenkling af ledelsesstrukturen.
På grund af behov for besparelser har Regionsrådet vedtaget, at Regionens tværfaglige sektorer skal omlægges allerede fra 1. januar 2011. Sektorerne Anæstesien, Ortopædkirurgien samt Graviditet og Fødsel har hidtil fungeret som tværfaglige sektorer med egen ledelse.
Regionsrådet blev præsenteret for tre modeller for fremtidig organisering og valgte den model (model 3), som betyder, at Ortopædkirurgi forbliver en samlet enhed og organiseres i centerstrukturen i Aalborg (dette omfatter også ortopædkirurgien på Sygehus Thy-Mors). Anæstesien og Graviditet og Fødsel deles og integreres i de tre sygehuse (Aalborg, Vendsyssel og Thy-Mors), hvor der oprettes fælles akutmodtagelser.
- Valget matcher vores fremtidige vilkår bedst. Samtidig har vi fået en model, som viderefører de mange gode ting ved den hidtidige organisering, siger regionsformand Ulla Astman (S).
Nye principper for ledelse af sygehusene
Regionsrådet har desuden besluttet, at der i Regionen skal arbejdes videre med tre bærende principper for organisationsstrukturen på sygehusene.
De tre principper er centerdannelse, akut- elektiv- og specialbehandling, og patientforløbsorientering.
- Det videre arbejde med de tre principper er en længere proces. Vi arbejder i forvejen med én indgang for patienterne i form af de kommende fælles akutmodtagelser. Pointen er, at principperne kan skabe en mere ensartet organisation til gavn for patientkvaliteten og bedre samarbejde internt på sygehusene.
Besparelser uden afskedigelser
Som følge af det vedtagne budget gennemføres besparelser for samlet 227 mio. kr. på sundhedsområdet.
Selv om budgettet er stramt, har Regionen sikret økonomi til blandt andet:
· etablering af fælles akutmodtagelser i Hjørring og Thisted samt modtageafsnit i Hobro
· døgnåben adgang til psykiatrisk skadestue
· etablering af ADHD-kompetencecenter
· udbygning af hospice og palliative tilbud
Besparelser betyder blandt andet, at alle sygehuse skal spare 90 mio. kroner på driften.
Herudover reduceres udgifterne til administration med 30 mio. kroner over de næste to år. En anden del af besparelsen hentes ved at omlægge opgaver hos de praktiserende læger, så ressourcerne udnyttes mere effektivt.
- Selvom vi reducerer det administrative område, vil det ske uden afskedigelse af personale. Men Regionens stramme økonomi vil kunne mærkes på Regionens arbejdspladser.
Forklaringen på, at Regionen kan reducere det administrative område uden afskedigelser, er, at Regionen igennem længere tid har haft ansættelsesstop på administrative stillinger.
Region Nordjyllands budget er i 2011 på 11,5 mia. kroner.
Budgettet er 160 mio. kroner større end i 2010. De øgede midler er tilført Region Nordjylland ved årets økonomiforhandlinger med regeringen.
Budgetaftalen for 2011 håndterer udgiftsbehov for i alt 235 mio. kroner - heraf findes de 227 mio. kroner på sundhedsområdet i udgiftsreduceringer.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.