dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Regeringen vil skære 21 mia. af Togfonden

Det betyder blandt andet at timemodellen udskydes
19. MAJ 2016 6.32

FOLKETINGET: Regeringen vil udskyde langt de fleste projekter i Togfonden på ubestemt tid, skriver DR Nyheder. Det gælder blandt andet den såkaldte timemodel, som skulle sikre, at der blot ville være én times rejsetid mellem landets største byer.

Partierne bag Togfonden havde ellers afsat 28,5 mia. kr. til jernbaneinvesteringer, men regeringen lægger op til at skære godt 21 mia. væk, og dermed bliver timemodellen indtil videre lagt i graven. Det fremgår af et notat fra Finansministeriet, som DR Nyheder er i besiddelse af.

Venstre – og dermed regeringen – er ikke med i forliget, som blev indgået af den daværende SRSF-regering samt Enhedslisten og Dansk Folkeparti i 2014.

I ruiner
Det blev aftalt, at Togfonden skal finansieres via en øget beskatning af olien i Nordsøen, men beregninger fra regeringen har vist, at finansieringen ikke hænger sammen. Det skyldes især faldende oliepriser.

- Hele fonden ligger efter min mening i ruiner, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til DR Nyheder.

Og nu lægger regeringen altså op til at udskyde eller droppe de tiltag i Togfonden, der skulle sikre én times rejsetid mellem de store byer, København-Odense, Odense-Aarhus og Aarhus-Aalborg.

Men det er ikke den eneste grund til, at finansministeren vil skære. Regeringen bruger – uafhængigt af de svingende oliepriser - for mange penge på offentlige anlæg og risikerer kritik fra EU. Det problem vil regeringen løse ved at spare på trafikinvesteringer.

Rød blok: Pengene kommer ind 
Socialdemokraterne afviser på forhånd regeringens forslag om at finde de besparelser i Togfondens planlagte projekter, og Socialdemokraterne anerkender heller ikke, at der mangler penge i fonden.

- Pengene vil jo komme ind. Oliepriserne svinger, og hvis man ser det over årene, så er det faktisk ikke så mange penge, der mangler. Det, som Finansministeriet har beregnet, er, hvordan det ser ud, hvis man lægger det hele sammen nu. Men pengene kommer jo ind over årene, siger erhvervsordfører Morten Bødskov til DR Nyheder.

Samme holdning har SF-formand Pia Olsen Dyhr, der som daværende transportminister i januar 2014 var en af hovedarkitekterne, da Togfonden blev aftalt.

- Pengene findes. For det første kommer der penge ind fra olien, og desuden er der plads i investeringsråderummet. Det drejer sig i virkeligheden om 200 mio. kr. om året, hvis man kigger på den lange periode, vi taler om. De penge kan man godt finde i andre trafikinvesteringer uden problemer, siger Pia Olsen Dyhr.

DF: Det går for vidt
Dansk Folkeparti var som det eneste parti i den blå lejr med i forliget om Togfonden i 2014. Her er formand Kristian Thulesen Dahl klar til at skære i Togfonden. Men ikke så meget, som regeringen lægger op til.

- Jeg synes, de går for vidt, siger Kristian Thulesen Dahl til DR Nyheder.

Han understreger, at DF respekterer regeringens 'kasseeftersyn' af Togfonden, men afviser at spare mere end de 15,5 mia. kr., som ifølge regeringen mangler. Han vil altså ikke bruge de penge til at redde regeringens problemer med EU og investeringerne.

- De penge, der er tilbage, skal selvfølgelig bruges på de ting, som er en del af Togfonden, og som vi kan blive enige med de andre partier om at få gennemført. Gerne så hurtigt som muligt, siger Kristian Thulesen Dahl.

dc

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-vil-skaere-21-mia-af-togfonden

GDPR