Regeringen vil lønkompensere corona-truede virksomheder
Foto: Olafur Steinar Gestsson, Ritzau Scanpix

Regeringen vil lønkompensere corona-truede virksomheder

Ny trepartsaftale skal give milliardstøtte til virksomheder, der står over for at skulle sende folk hjem som konsekvens af corona.

Regeringen vil lønkompensere virksomheder, så der sendes så få lønmodtagere hjem som muligt, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde søndag. Det sker med en ny trepartsaftale, som vil kompensere to tredjedele af den løn, virksomheder betaler medarbejdere, som hjemsendes på grund af corona.

- Staten vil betale op til 75 pct. af lønnen for at hjælpe så mange mennesker igennem som muligt. Det gælder lønmodtagere, der ellers kunne se frem til en fyreseddel. Ordningen er midlertidig og vil gælde frem til 9. juni fra 9. marts, siger hun på pressemødet.

Aftalen er forhandlet på plads i løbet af fredag og lørdag og betyder, at virksomheder kan få en lønkompensation fra staten på maksimalt 23.000 kr. måned for funktionærer og 26.000 kr. pr. måned for timelønnede, fordi de er mere udsatte end funktionærer. Aftalen gælder virksomheder, der står overfor at skulle fyre 30 pct. af medarbejderne eller 50 ansatte.

- Nogle brancher er allerede ramt hårdt. Vi ved godt, at de blot er de første, og at der kommer flere til. Derfor har regeringen præsenteret en række forslag allerede nu til at give luft ude i virksomhederne og skabe mere likviditet. Vi vil gøre vores for, at alle kommer bedst muligt gennem den alvorlige situation, men det er ikke de sidste initiativer. Vi vil komme med flere i løbet af de næste dage, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Skal bruge ferie
Aftalen tager ikke højde for selvstændige og enkeltmandsvirksomheder og skal godkendes af Folketinget, men det vil formentlig blive en formalitet.

- Vi har den plan, at det er det næste arbejde, vi går i gang med. Vi ved alle, der står her, at rigtig mange virksomheder er selvstændige eller enkeltmandsvirksomheder, siger Mette Frederiksen.

Virksomhederne skal fortsat betale fuld løn i perioden. Aftalen indeholder et benspænd om, at de ikke må fyre nogle, mens der holdes på andre medarbejdere. Den enkelte lønmodtager, som virksomheden søger lønkompensation til, skal anvende ferie og/eller afspadsering på i alt fem dage i tilknytning til kompensationsperioden.

Hvis medarbejderen ikke har ferie, afspadsering mv. svarende til fem dage, skal der afholdes tjenestefri uden løn eller anvendes dage fra det nye ferieår.

Se aftaleteksten.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev