dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Regeringen vil finde et "juridisk værktøj", der skal sætte en stopper for afbrænding af koraner foran udenlandske ambassader. Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til DR. (Arkivfoto)
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Regeringen vil forhindre koranafbrændinger foran ambassader

Koranafbrændinger foran ambassader er i modstrid med danske interesser og danskernes sikkerhed, lyder det.
31. JUL 2023 6.54

Regeringen vil et finde juridisk værktøj, der kan forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader. Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til DR.

- Vi har på det seneste set nogle hændelser udført af nogle få personer, som kun tjener det formål at skabe splittelse i en verden, der faktisk har brug for samling. Alene søndag har der været fem koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark, og mandag er der anmeldt syv, siger han.

Regeringen har derfor besluttet, at den vil se på, hvordan man i helt særlige situationer kan "sætte en stopper for forhånelser af andre lande". Det er nemlig i direkte modstrid med "danske interesser og danskernes sikkerhed", siger udenrigsministeren videre.

I en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet lyder det, at "ytringsfriheden er en af de vigtigste værdier i det danske samfund".

- Sådan skal det efter vores opfattelse være i et åbent demokratisk samfund, og der må aldrig være tvivl om, at ytringsfriheden skal have vide rammer i Danmark, lyder det i pressemeddelelsen.

Samtidig arbejder Danmark for et godt samarbejde med verdens lande. Og så gør den skærpede sikkerhedssituation i Europa, at det er tid til "opbygning af partnerskaber". Det er dog ikke den situation, Danmark står i med den seneste tid koranafbrændinger, lyder det.

Tværtimod bliver Danmark i flere dele af verden set som et land, der "faciliterer forhånelse og nedgørelse af andre landes kulturer, religioner og traditioner".

Også jødiske og hinduistiske skrifter nævnt

"15 landes regeringer har udsendt fordømmelse af Danmark. Vores ambassadører er blevet kaldt op til samtaler."

"57 udenrigsministre fra Organisationen af Islamiske Lande (OIC) mødes på mandag som reaktion på koranafbrændingerne i Danmark og Sverige", står der i pressemeddelelsen.

Folketingets udenrigsordførere er mandag indkaldt til et møde, hvor emnet skal diskuteres. Lars Løkke Rasmussen siger til TV 2, at det ikke kun er Koranen, regeringen gerne vil forhindre bliver brændt. Også jødiske og hinduistiske skrifter bliver nævnt. Der er dog ifølge udenrigsministeren ikke tale om, at blasfemiparagraffen, der blev afskaffet i 2017, bliver genindført.

- Regeringen har ikke planer om at genindføre blasfemiparagraffen, det er ikke det, der er tale om, siger han og fortæller, at det er for at forhindre afbrændinger "alene for at skabe splittelse og ufred".

I 2017 stemte han og hans daværende parti, Venstre, for, at Blasfemiparagraffen blev afskaffet.

Pape og Støjberg imod

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, skriver på Facebook, at han ikke bliver fan af, at nogle "meget få personer brænder Koranen af".

- Men når alt kommer til alt, må vi spørge os selv: Hvad kæmper vi for? Jeg kæmper for, at man må tænke, tale og udtrykke frit. Jeg kæmper for, at andre må sige ting, jeg er uenig i. Lars Løkke og regeringen mener åbenbart ikke det samme. Forhånelser er respektløst, plat og dumt. Men det er lovligt, og det skal det også være, skriver han.

Spørger man Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, må "vi aldrig lade os true til at opgive vores principper".

- Vi skal stå urokkelig fast på ytringsfriheden for ellers skrider hele det fundament, vores samfund er bygget på, skriver hun på Facebook.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regeringen-vil-forhindre-koranafbraendinger-foran-ambassader

GDPR