Den omdiskuterede jernbane fra Vejle til Billund - også kaldet Billundbanen - skal droppes. Sådan lyder udspillet fra regeringen i den nye infrastrukturplan for Danmark.
Jernbanen vil ikke give nogen væsentlig forbedring for passagerne i forhold til den nuværende busløsning, lyder det i udspillet fra regeringen. Derfor har projektet et negativt samfundsøkonomisk afkast, lyder det videre.
Billundbanen blev vedtaget med Togfonden i 2014 og indgik også som en del af den tidligere blå regerings udspil til fremtidens infrastruktur i 2019.
Her ville man afsætte 926 mio. kr. til projektet.
Strækningen mellem de to byer er omkring 20 kilometer lang.
Ritzau