
Når partierne og kandidater til folketingsvalgene modtager støtte, skal det være mere tydeligt, hvem der støtter politikerne. Regeringen står derfor nu bag et omfattende opgør med den udskældte lukkethed om den økonomiske støtte til landets politikere.
Det sker efter et ekspertudvalg, som igennem et års tid har kigget på, hvordan de nuværende partistøtteregler kan ændres, så der er større åbenhed om de penge, som privatpersoner eller organisationer giver i støtte til valgkampen har proklameret, at det bør være mere tydeligt, hvem der støtter hvilke partier og kandidater i forbindelse med folketingsvalgene.
Ifølge et nyt udspil fra økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) skal borgerne derfor have langt større indblik i sponsoraterne af partier og enkeltkandidater, skriver Berlingske.
- Vi synes grundlæggende ikke, at danskerne kan være tjent med et demokrati, hvor man ikke i samme grad som i andre lande kan gennemskue, hvordan partierne er finansieret. Nu skal gardinerne rulles op, så borgerne kan følge med, siger Morten Østergaard til avisens hjemmeside.
Han vil indkalde til politiske forhandlinger efter påske.
Åbenhed ned til 10.000,-
I dag skal man kun oplyse, hvem der lægger mere end 20.000 kr., men ikke hvor meget de præcis betaler.
Konkret vil regeringen give fuld åbenhed om private donationer helt ned til 10.000 kr., lokale partiforeningers regnskaber skal være offentligt tilgængelige, og pengeindsamlingsklubber skal ikke længere kunne bruges til at omgå loven.
Halveringen af grænsen sker samtidig med, at selve beløbets størrelse skal offentliggøres, så vælgerne kan se, om en politiker eksempelvis har modtaget 11.000 kr. eller flere millioner fra en donor.
Danmark kommer på niveau med andre lande
Europarådets vagthund mod korruption, Greco, har flere gange rejst kritik af regeringen for manglende transparens på området.
Dermed kommer Danmark på niveau med de lande, vi normalt sammenligner os med, vurderer Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor på Københavns Universitet og medlem af ekspertudvalget om partistøtte, hvis anbefalinger bliver publiceret onsdag.
- Der er en tendens til ensretning af den europæiske regulering på det her område, hvor Grecos anbefalinger bliver fulgt i større grad i de enkelte lande, siger hun.
EL jubler og Venstre grubler
Regeringen høster mange roser for sit nye udspil til en ændring af reglerne for partistøtte. I hvert fald, hvis man spørger Enhedslisten.
- Vi er meget tilfredse med regeringens udspil. Vi har i lang tid kæmpet for at få mere åbenhed om, hvor partierne får deres penge fra, siger Per Clausen, medlem af Folketingets præsidium, til Ritzau.
Regeringen vil ifølge udspillet sænke grænsen for, hvornår en sponsor kan være anonym. Fremover skal det ske, hvis der bliver givet 10.000 kr. eller mere. I dag går grænsen ved 20.000 kr.
- Vi har foreslået 5000 kr., så det er ikke præcis i tråd med vores ønske. Men i forhold til, hvordan det er nu, så er det et fantastisk stort fremskridt, siger Per Clausen.
Venstre erklærer sig imod forslaget, fordi det rammer skævt. Kristian Jensen (V) henviser til, at mange venstrefløjspartier nyder godt af den indirekte støtte, som gives gennem eksempelvis annoncekampagner fra fagforeninger.
- Det er initativer, der er målrettet på at begrænse pengestrømmene til de borgerlige partier, uden overhovedet at røre ved den måde, som de røde partier normalt samler penge ind på. Det er jo gennem fagforeningskontingenter, der er fradragsberettigede, eller gennem indirekte støtte fra fagbevægelsen, siger Venstres næstformand, Kristian Jensen til DR Nyheder.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.