Regeringen forbyder museer og andre at trodse genåbningsplan
Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Regeringen forbyder museer og andre at trodse genåbningsplan

Åbner man uden at være omfattet af genåbningens fase 2, vil man blive straffet, advarer justitsminister.
10. MAJ 2020 8.00
TEMA: Corona

Regeringen vil indføre et egentligt forbud mod at åbne for aktiviteter, der ikke er omfattet af genåbningens fase to efter coronakrisen. Det oplyser justitsminister Nick Hækkerup (S) i en mail til Ritzau, hvor justitsministeren også skriver, at reglerne vil træde i kraft fra på mandag. Senere er det præciseret, at det vil koste virksomheder med mere end 50 medarbejdere en bøde på 40.000 kr. første gang, 100.000 kr. anden gang og 150.000 kr. tredje gang.

Meldingen kommer, efter at Folketingets partier torsdag blev enige om en genåbningsplan, der sikrer, at blandt andet detailhandlen kan åbne mandag, og restauranter kan åbne fra den 18. maj.

- De nye regler betyder på den ene side, at en del aktiviteter, som hidtil har været forbudt, vil blive tilladt. Samtidig vil de nye regler betyde, at de aktiviteter, som et samlet Folketing har besluttet ikke skal åbne i denne omgang, som udgangspunkt vil blive omfattet af et egentligt forbud. Og de forbud, der kommer til at gælde, vil blive håndhævet af politiet, skriver Nick Hækkerup.

- De valg, der blev truffet ved aftalen i torsdags, blev ikke truffet for sjov, og det betyder også, at dem, der ikke følger reglerne, vil blive straffet for det - på samme måde som alle andre, der ikke efterlever landets love, skriver Nick Hækkerup.

Flere zoologiske haver samt Aros-museet i Aarhus har luftet tanker om at trodse planen og åbne, selvom de ikke er omfattet af Folketingets plan for fase to af genåbningen. De må efter planen først åbne 8. juni i genåbningens fase to. Hidtil har der ikke været noget decideret forbud, der forhindrede dem i at åbne tidligere. Men myndighederne har henstillet til ikke at gøre det. Nu bliver det altså forbudt ved lov. Nick Hækkerup kalder det 'en samlet prioritering', der skal sikre, at der er kontrol over coronavirusset i Danmark.

- Vi har forståelse for, at det er en belastning for dem, der ikke kan åbne nu, men der er tale om en samlet prioritering, som skal sikre, at vi stadig har kontrol over smittespredningen, skriver Nick Hækkerup.

Ritzau / eo

 

Opdateret mandag d. 11. marts kl. 07.15 med præcisering af bødestraffens beløb for at overtræde reglerne i genåbningsplanen.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt