
Regeringen er klar til at diskutere med andre partier, hvor en ny politiskole skal ligge. Hidtil har regeringen peget på, at den skulle bygges i Herning, men nu bøjer justitsminister Søren Pape Poulsen (K) sig.
- Der har været en række kritiske røster ude omkring placeringen af politiskolen i Herning. Placeringen skal ikke være det afgørende, siger ministeren i en skriftlig kommentar og peger på, at det vigtigste er, at politiet får en ny politiskole.
- Derfor rækker vi nu hånden frem og siger, at skolen ikke behøver at ligge i Herning. Hvis forligskredsen har ønsker om andre placeringer, så er regeringen klar til at se på det, siger han.
Sagen om placeringen af den nye politiskole i Vestdanmark er blevet noget af en hovedpine for justitsministeren.
Den tog for alvor fart, da den daværende justitsminister Søren Pind (V) i november sidste år meldte ud, at Venstre-regeringen havde besluttet at placere den nye politiskole i Herning.
Møde mandag
Det var flere partier, herunder Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, imod. Partierne er ligeledes imod nybyggeri. De mener i stedet, at der skal bruges eksisterende bygninger til en ny skole.
Men så langt er justitsministeren ikke parat til at gå.
- Regeringen ønsker, at det skal være nybyggeri, fordi Rigspolitiet, Politiforbundet, politiets undervisere og de bygningseksperter, der har arbejdet med politiskolen, alle anbefaler nybyggeri.
- Jeg har derfor indkaldt til møde i forligskredsen på mandag, så sagen forhåbentlig snart kan få sin afslutning, siger Søren Pape Poulsen.
Det er de tre regeringspartier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der er med i aftalen om en ny politiskole i Vestdanmark.
'Fnidder'
Hernings borgmester Lars Krarup (V) er ikke tilfreds:
- Det er tydeligt for enhver, at der for længst er gået Christiansborg-fnidder i en sag, der for længst burde have været afklaret, siger han.
Han er parat til at kæmpe videre for at sikre, at skolen placeres i den midtjyske by.
- Nu har jeg brugt to år af mit politiske liv på det her, og jeg synes, at ambitionsniveauet for dansk politi skal være uændret højt, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.