dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Reform har indført spild af tid på hver anden skole

Mange skoler mangler mål med understøttende undervisning - de særlige lektioner, der blev indført med folkeskolereformen, viser evaluering
23. JUN 2016 6.36

Det var tænkt som en måde at give eleverne på landets folkeskoler et afbræk fra bøgerne. Et afbræk med et formål, vel at mærke. Men det kniber gevaldigt med at få indhold i den understøttende undervisning, som ellers er en af den to år gamle folkeskolereforms grundpiller, skriver Politiken.

Konklusionen kommer fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). En undersøgelse herfra viser, at skolerne mangler pædagogiske retningslinjer for de alternative lektioner. Kun 55 pct. af skolerne i undersøgelsen har et klart fokus for den understøttende undervisning.

- Undersøgelsen viser, at det er for tilfældigt, hvad understøttende undervisning er. Det er ofte den enkelte lærer eller pædagog, som står alene med opgaven, siger Lise Tingleff Nielsen, chef for grundskoleområdet hos EVA, til Politiken.

Forskningschef på Via University College Andreas Rasch-Christensen genkender konklusionen i undersøgelsen og efterlyser fokus på samarbejdet mellem lærere og pædagoger. Ifølge ham har skolereformen medført flere tiltag, som skolerne ikke har vidst, hvad de skulle stille op med.

Mærkelig mellemtime
Danske Skoleelever har besøgt mere end 90 pct. af landets skoler. Her har foreningens formand, Jens Vase, ofte hørt fra elever, at de spilder deres tid, når der er understøttende undervisning på skoleskemaet.

- Understøttende undervisning er ikke tænkt til at være en mærkelig mellemtime, hvor ingen helt ved, hvad der skal ske. Sådan er det på nogle skoler, siger han til Politiken.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) peger på, at undersøgelsen både viser problemer og løsninger.

- Halvdelen af skolerne har åbenlyst ikke nok fokus på, hvad man kan bruge den understøttende undervisning til.

- På den anden side kan man også ud af rapporten se, at der på nogle skoler faktisk bliver arbejdet ret målrettet og systematisk med at få indhold ind i den understøttende undervisning, siger Ellen Trane Nørby til Politiken.

Pædagogerne mangler tid
15.000 pædagoger er blevet en integreret del af folkeskolen. Men samarbejdet og implementeringen af det pædagogiske arbejde halter,  mener Bupl, pædagogernes fagforening.

- Vi kan sagtens genkende de problemer, som rapporten viser. Omkring halvdelen af vores medlemmer siger, at de har fundet deres rolle i skolen, og at deres faglighed bliver respekteret. Men der er også rigtigt mange, der siger, at tingene ikke hænger sammen. At arbejdet bliver fragmenteret, ikke mindst når det kommer til den understøttende undervisning, siger medlem af Bupl's forretningsudvalg Lars Søgaard Jensen.

Han mener, at løsningen er flere ressourcer, så lærere og pædagoger får bedre tid til at forberede undervisningen og ikke mindst den understøttende undervisning i fællesskab.

Alene med op til 40 børn?
- Lærere og pædagoger skal rent faktisk have tid til at sætte sig ned og snakke om, hvordan den understøttende undervisning skal hænge sammen. Og så skal der være tid til, at man kan tale om, hvordan man får den understøttende undervisning til at hænge sammen hele barnets dag. Altså også hvordan man organiserer skoledagen og pædagogernes rolle i den, siger Lars Søgaard Jensen.

Generelt mener han, at pædagogernes indtog i folkeskolen bør give et opbrud med folkeskolelærerens klassiske rolle som alene på broen.

- Der er kommet 15.000 pædagoger til, som sætter spørgsmålstegn ved den måde, man tidligere har arbejdet på. Bliver det ret godt, hvis man står alene i en undervisningssituation med 30-35-40 børn? Kunne det ikke gøres på en anden måde?

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/reform-har-indfoert-spild-af-tid-paa-hver-anden-skole

GDPR