DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Prognose: I 2050 vil der være dobbelt så mange over 80 år
I 2050 forventes en langt større andel af befolkningen at blive over 100 år. I dag er der 1.200 personer over 100 år i Danmark. Det ventes at være mere end tredoblet til 4.300 i 2050.
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Prognose: I 2050 vil der være dobbelt så mange over 80 år

Der vil om 30 år være over 600.000 personer over 80 år i Danmark. Det svarer til en fordobling fra i dag.

De ældre vil i fremtiden udgøre en markant større del af befolkningen end i dag, fordi vi forventes at leve længere. Det viser en befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik.

Der i dag er omkring 282.000 personer over 80 år eller derover i Danmark, hvilket svarer til omkring fem pct. af befolkningen.

I år 2030 vil tallet være 431.000, og i 2050 ventes det at være steget til 617.000 - svarende til omkring ti pct. af befolkningen.

Udfordring for velfærden

Udsigten til flere ældre vil blive en økonomisk udfordring for det danske velfærdssamfund. Det vurderer Andreas Østergaard Nielsen, der er analysechef i brancheorganisationen Forsikring & Pension.

- Jo ældre vi bliver, jo flere af os har behov for både praktisk hjælp og personlig pleje. Vores analyser viser, at blandt de 80-84-årige modtager en fjerdedel hjemmehjælp, mens det blandt personer over 90 år er lidt over halvdelen, som modtager hjemmehjælp. Det er en kæmpe udfordring, som vi står over for i ældreplejen, siger han i en skriftlig kommentar.

I 2050 forventes en langt større andel af befolkningen at blive over 100 år. I dag er der 1.200 personer over 100 år i Danmark. Det ventes at være mere end tredoblet til 4.300.

De yngre aldersgruppers andele i befolkningen ventes ikke at ændre sig ret meget frem mod 2050.

Danmarks Statistik forventer, at den samlede befolkning vil vokse fra 5,84 millioner i dag til 6,3 millioner i 2050.

Ritzau