
Efter seks dage som folketingsmedlem meldte Mette Thiesen sig mandag ud af Nye Borgerlige for i stedet at blive løsgænger i Folketinget. Det hurtige exit er rekord, siger Helene Helboe Pedersen, professor ved Aarhus Universitet.
Hun forsker blandt andet i partiskift og politikeres holdninger til at repræsentere deres vælgere og deres parti.
- Det er meget sjældent, at nogle forlader deres parti så hurtigt efter et valg. Vi har set eksempler, hvor det er gået relativt hurtigt - for eksempel Pia Christmas-Møller, der forlod De Konservative efter en måneds tid, siger Helene Helboe Pedersen.
Det skete i 2007, da hun efter valget ikke fik særlige politiske poster trods lang og tro tjeneste hos partiet.
- Men vi har ikke set nogle forlade partiet inden for en uge før.
Helene Helboe Pedersen nævner også Simon Emil Ammitzbøll-Bille som et folketingsmedlem, der hurtigt blev løsgænger. Han forlod Liberal Alliance i oktober efter valget i juni 2019.
Utilfreds partiformand
Partiets formand Pernille Vermund er stærkt utilfredshed med, at et af Nye Borgerliges seks mandater fra folketingsvalget tirsdag nu er forsvundet, fordi Thiesen vælger at blive løsgænger.
- Det, mener jeg, er både tarveligt og uhæderligt overfor de af Nye Borgerliges vælgere, der for blot en uge siden stemte hende i Folketinget på vores partiliste Hun burde give sit mandat videre til sin suppleant, skriver Pernille Vermund i en pressemeddelelse.
Mette Thiesens udmelding af partiet skete kort efter, at Pernille Vermund i en anden meddelelse anklagede sin kollega for sammen med hendes kæreste at have sendt "intimiderende og truende" beskeder til en medarbejder i partiet. Medarbejderen blev også overfaldet på valgnatten af Mette Thiesens kæreste. Det sidste har Mette Thiesen undskyldt og påtaget sig ansvaret for, da hun lod kæresten komme med til festen, selv om han ikke var inviteret.
Anklagen fra Vermund om chikane og trusler er Mette Thiesen dog ikke enig i. Ifølge Vermund havde Mette Thiesen krævet medarbejderen fyret. "Med henhold til det foregående forløb, som beskrevet af Pernille Vermund, vil jeg blot bemærke, at alting har to sider," skrev Mette Thiesen på Facebook, da hun meldte sig ud af partiet.
Eksklusion var på vej
I en udtalelse fra partiets hovedbestyrelsemødet mandag aften lyder konklusionen, at "hvis Mette Thiesen ikke selv havde meldt sig ud, ville hun være blevet ekskluderet".
Forinden udtalte Pernille Vermund sig i en pressemeddelelse:
- Man kan ikke tage ansvar for at lovgive for alle danskere, når man tydeligvis besidder en så dårlig dømmekraft, at man underlægger sig en kæreste, der er både truende og voldelig. Jeg beklager, at det kom der til (at Mette Thiesens meldte sig ud, red.), men jeg må fastholde, at i vores parti vil vi på ingen måde acceptere chikane, trusler og vold. Det er ikke Mette, der er offer i denne sag, skriver Vermund.
Ved valget tirsdag blev Mette Thiesen genvalgt for Nye Borgerlige med 4357 personlige stemmer i Nordsjællands Storkreds.
I 2017 blev hun første folkevalgte nogensinde for Nye Borgerlige, da hun blev valgt til kommunalbestyrelsen i Hillerød Kommune for partiet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.