
Af Paul Hegedahl
Ted Sorensen:
'Præsidentens mand',
oversat fra 'Counselor. A Life at the Edge of History',
HarperCollins Publisher, USA 2008
af Stig W. Jørgensen;
Gads Forlag, København 2010.
599 s., hft. 15 x 21,5 cm., fotos, personregister.
Kr. 349,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-12-04595-3.
'Jeg er stadig optimist. Jeg tror stadig på, at man kan finde og vælge enestående ledere, at man kan møde og løse fremtidige farer, og at mennesker grundlæggende er gode og i sidste ende rimelige i deres domme. Jeg tror stadig, at vi kan vente at se en retfærdig verden, hvor fred og frihed holdes i hævd overalt. Jeg tror stadig, at en forsagt og ukendt amerikaner kan blive reddet fra glemsel gennem held, ved skæbnens mellemkomst og ved pludselig at støde på helte.
Jeg tror det, fordi jeg selv har oplevet det.'
Så optimistisk, så klart og så fast i troen på en bedre verden slutter Ted Sorensen sin selvbiografi: 'Præsidentens mand' - og han gør det på en overbevisende baggrund: Han har selv oplevet det! Han var i mange år tæt på magten som toprådgiver - og taleskriver - for USA's tidligere præsident John F. Kennedy. Han skulle have deltaget i Dansk Journalistforbunds Fagfestival i Odense midt i november.
Samtidig med hans selvbiografi nu udkommer på dansk, døde Ted Sorensen, 82 år. Han fik et slagtilfælde i 2001 og endnu ét for en uge siden. Ted Sorensen arbejdede meget tæt sammen med John F. Kennedy i 11 år - helt frem til Kennedy blev myrdet i november 1963, og i bogen fortæller han engageret og medrivende om en mand, han beundrede, og om en tid præget af opbrud og konflikter - blandt andet i de intense dage, hvor russiske missiler på Cuba truede verdensfreden. En verdenshistorisk begivenhed, hvori Ted Sorensen spillede en helt central rolle. Den er bl.a. skildret - også med Ted Sorensens rolle i fokus - i Kevin Costners film fra 2000 '13 dage'.
Som nævnt i overskriften er bogen, som nu udkommer på dansk, sørgelig aktuel på grund af Theodore C. Sorensens død - men den er i høj grad også aktuel set i perspektiv af det slagsmål om en politiske magt i USA, som vi lige nu oplever. En kamp som ikke kan undgå at være af global betydning.
Forfatterens hensigt med bogen
Ted Sorensen fortæller, at han har skrevet denne bog af tre grunde:
For det første: Da jeg skrev Kennedy, min erindringsbog fra 1965 om mine 11 år med John F. Kennedy, var jeg stadig stærkt mærket af mordet i Dallas. Lyndon Johnson var stadig præsident, Robert F. Kennedy var stadig aktiv i politik, Jacqueline Kennedy sørgede stadig, og jeg ønskede ikke at krænke nogen af dem. Tidens gang har gjort det muligt at anlægge et bredere og mere åbenhjertigt perspektiv.
For det andet: En historiker fortalte mig for nylig, at faghistorikerne ved meget om Kennedys betydning for landet og verden, og noget om den betydning, mine idéer og idealer havde for Kennedy, men kun lidt eller ingenting om, hvor mine idéer og idealer stammede fra. Han tilføjede: 'Du har en forpligtelse til at fortælle.' Det fik mig til at tænke på en overskrift i et blad i 1962: 'Ted Sorensen. Den mystiske mand i administrationen'. Måske kan denne bog afklare, hvad der måtte være af tilbageværende mysterier. Der er ingen tvivl om, at min beretning med tiden vil blive afvejet i forhold til mange andre små oplysninger - det er det, historie går ud på.
For det tredje: Amerikanerne er i dag præget af kynisme og mistro i deres syn på præsidentembedet. De fleste unge mennesker mener, at alle præsidenter i nyere tid har bedraget eller skuffet det amerikanske folk. Måske kan det have betydning at fortælle dem, at det er muligt at have en præsident, der er ærlig og idealistisk og respekterer landets grundlæggende værdier? Vi har oplevet det i hvert fald én gang - jeg var der selv. Og det har i høj grad været den politiske ledelses ynkelige tilstand - så forskellig fra JFK's embedsledelse - der ansporede mig til at arbejde med bogen, genopfriske min erindring og ruske op i min samvittighed.'
Det kan vi jo så - som danskere, hvis grundlæggende værdier Ted Sorensen siger han beundrer og deler, tænke lidt over. Det må være muligt for os at få et politisk miljø med sober debat, gensidig respekt og fælles mål.
Om Theodore C. Sorensen
Theodore C. Sorensen (8. maj 1928 i Lincoln, Nebraska - 31. oktober 2010) var en amerikansk advokat og politisk rådgiver med danske aner. Han blev jurist fra University of Nebraska i 1949. Fra 1951-1952 var han ansat i Federal Security Agency. I 1953 blev han ansat som assistent for senator John F. Kennedy. Han hjalp bl.a. Kennedy med at skrive bogen 'Mænd af mod', Aschehoug 1961 og i to år rejste han og John F. Kennedy til samtlige stater i USA for at samle penge ind til Kennedys præsidentkampagne. Da Kennedy i 1961 blev præsident i USA, blev Sorensen udnævnt til præsidentens specielle rådgiver (special counsel and advisor). En af hans mange opgaver var at skrive præsidentens taler (speechwriter) - men han var gennem alle årene meget mere end taleskriver. John F. Kennedy har kaldt ham sin 'intellektuelle blodbank'.
Og - det er jo typisk dansk - lad os lige få klarhed over Ted Sorensens danske baggrund. I bogen siger han: 'Som dansk-russisk- jødisk unitar tilhører jeg vel den mindste minoritet blandt alle de mange små minoriteter, der har gjort USA til en stor nation. Min farfar, Jens Christian Sørensen, blev født i Nykøbing Mors i Danmark i 1886 som søn af Mette Marie og Søren Pedersen, der også var kendt som Søren Post, angiveligt fordi han supplerede sin indtægt fra fiskeri og landbrug med postarbejde af en art. Sørens afstamning kan gennem kirkebøger og andre optegnelser spores tilbage til min tiptiptipoldefar Peder Christensen, der i 1683 giftede sig med Anne Sørensdatter og slog sig ned på en gård i Bjergby på Mors.
Ted Sorensen fortæller om, hvorledes hans farfar som fjortenårig sammen med fire yngre søskende fulgte med Sorensens oldeforældre til Amerika i maj 1880 - og fortæller så levende om slægtens historie til i dag.
I forordet til bogens danske udgave skriver Ted Sorensen bl.a.: ' Det er en stor ære og fornøjelse at få denne bog udgivet i det land og på det sprog, der tilhører min fars slægt. Bortset fra USA, som jeg altid har elsket og tjent, er der ikke noget land, som jeg nærer varmere følelser for eller identificerer mig mere med end Danmark. Jeg beundrer landets befolkning, værdier og rolle i det internationale samfund. Og jeg mener, at de grundlæggende danske værdier - støtten til menneskerettigheder, social retfærdighed, demokratiske principper og verdensfred - også er amerikanske værdier.'
Og de ord kan vi jo lige stoppe op og tænke over!
Efter mordet på John F. Kennedys i 1963 arbejdede Ted Sorensen en kort tid for præsident Lyndon B. Johnson. Senere koncentrerede han sig om at skrive en Kennedy-biografi, der udkom i 1965. Ted Sorensen støttede ligeledes John F. Kennedys bror, Robert F. Kennedys præsidentkampagne, indtil også han blev skudt, den 6. juni 1968. Han var redaktør for Saturday Review fra 1966 til 1969 og blev uden held i 1970 opstillet som demokratisk kandidat til Senatet for New York.
Derefter var Ted Sorensen partner i advokatfirmaet i New York, Paul, Weiss, Rifkind, Wharton & Garrison LLP, New York, hvor han rådgav internationale koncerner og internationale ledere. Bl.a. blev det første demokratiske valg i Sydafrika afholdt efter hans rådgivning. Han var flittig skribent og foredragsholder og var med i bestyrelserne for flere institutioner.
Ted Sorensen modtog i 2005 "The Profiles in Courage Award," der tidligere er givet til Edward M. Kennedy, Dalai Lama, Kofi Annan, Nelson Mandela m.fl.
Ted Sorensen har skrevet mange bøger om politik og om John F. Kennedy. De fleste er også udkommet på dansk.
Bogens indhold
Ud over forord og prologen 'Præsidentens mand', en epilog og et personregister, er bogen delt op i tre dele med i alt 34 kapitler:
Del 1: Lincoln, Nebraska, 1928-1951
Om rødderne, uddannelsen og samvittighedsspørgsmål
Del 2: Washington, D.C., 1951-1964
Om mødet med senator Kennedy, forholdet til JFK, de voksende opgaver og taleskrivning. Om vejen til præsidentposten; om forholdet til bl.a. Lyndon Johnson, Kennedys borgerretsinitiativ, Cubakrisen, JFK's død og Johnsons overtagelse af præsidentposten.
Del 3: New York, 1965-2007
Tilbage til privatliv og forfattervirksomhed, advokatpraksis og fortsat engagement i politik, familie og helbred.
Taleskrivningen
Taleskrivningen var uden tvivl en vigtig del af livet med John F. Kennedy. Ikke som blot og bar taleskriver - eller som vi nu kalder det 'spindoktor', men fordi det også var i forbindelse med taleskrivningen, at de to mænd kom tæt på hinanden på et dybt personligt og højt intellektuelt niveau. Det var i formuleringen af tankerne, at mål og idealer blev stillet knivskarpt op.
Kapitlet om taleskrivning er værd at læse for alle, der i deres virke skal formulere sig offentligt. Uanset om de betragter sig som professionelle eller på begynderstadiet. Hør blot her: 'Selv en vigtig politisk tale bør ikke være alt for aggressiv og partisk, eller lange hårdt ud efter modstanderen. Tonen bør være positiv, inspirerende, forhåbningsfuld og fremadskuende - ikke en endeløs opremsning af klager over fortidens synder eller status quo. En god politisk tale må ikke lyde som en detaljeret huskeliste, men den skal rumme en eller flere (højst tre, medmindre det er præsidentens State of the Union-tale) konstruktive, realistiske forslag til at løse de aktuelle problemer, der plager landet mest. Ingen politiker kan gøre ethvert publikum tilfreds med sin tale - nøglen består i selv at være tilfreds, at være sikker på, at man kan stå inde for kvaliteten af indsatsen.' Og så lyser det ud af teksten i bogen, at intelligens og integritet er nødvendig!
Der er mange virkelig gode observationer om taleskrivning i bogen. Her skal blot citeres nogle betragtninger om begrænsningens kunst: ' Nogle politikere er af den fejlopfattelse, at politiske taler går ud på at få nogle få tanker til at strække længst mulig ved hjælp af så mange ord som muligt - JFK og jeg var af den stik modsatte opfattelse. Jeg har altid værdsat de kloge ord i William Strunk, jr. og E.B. Whites klassiske værk, 'Elements of Style'. Blandt bogens slagord er: 'Undgå unødvendige ord', min yndlingsregel, fordi den illustrerer sig selv. Jeg kan godt lide to eksempler: Winston Churchills indledningsreplik i radiotalen efter Frankrigs fald i juni 1940: 'Nyhederne fra Frankrig er meget dårlige.' Og den anden, et skilt i en fiskeforretnings vindue: 'Frisk fisk til salg her i dag.' Det eneste nødvendige ord på det skilt er 'fisk'.'
Ted Sorensen tilskrives mange af Kennedys mest berømte sætninger, selv om han selv afviste, at det var tilfældet Når han blev spurgt om et af de mest citerede citater fra den tale, Kennedy holdt, da han blev taget i ed: 'Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig; spørg hvad du kan gøre for dit land', svarede han altid 'Don't ask'. Og han har altid sagt, at 'Ich bin ein Berliner' ikke stod i manuskriptet til talen.
En enestående og vigtig fortælling
Overalt har Ted Sorensens selvbiografi fået varme anmeldelser. Her skal vi blot citere USA's præsident Barack Obama: 'Sorensens ord inspirerede en generation. . . Denne gribende og oprigtige selvbiografi kaster lys over en betydningsfuld periode af USA's historie. . . . Sorensen har skrevet en bog, der vil blive værdsat i generationer.'
Og i sit forord skriver Ted Sorensen selv: 'Efter mit slagtilfælde i 2001 udtrykte jeg tvivl om, hvorvidt jeg med mit svækkede syn og min formindskede energi ville være i stand til at skrive bogen. en ven - og god forfatter - gav mig et råd: 'Bare fortæl historier'. Jeg har altid godt kunne lide at fortælle historier, og jeg har mange at fortælle. Historikeren David McCullough har udtrykt sin bekymring for, at 'vi er ved at miste den nationale erindring om USA's historie, glemme, hvem vi er, og hvad det har krævet at nå så langt.' Denne bog skal læses som en fortælling af en enkelt mands erindringer. Den vil måske ikke stille hverken seriøse historikere eller et sensationslysten publikum helt tilfredse. Men jeg håber, at den ikke blot vil fastholde min egen historie for eftertiden, men også et interessant kapitel i USA's historie'.
Til dette kan kun siges: En enestående fortæller - og en fortælling om en tid, der ikke alene er et kapitel i USA's historie - men i den globale historie. Og en fortælling, der kan være med til at holde vores tro på nogle grundlæggende værdier i live.
Vi giver ikke karakterer til bøgerne, der bliver anmeldt på dknyt.dk - men havde det været tilfældet, ville denne få adskillige præsidentsegl.
Supplerende link
http://issuu.com/gads-forlag/docs/9c4f7e5ebb0f449da0b1b4e38a2528f4?mode=embed&layout=http%3A//skin.issuu.com/v/light/layout.xml
Her kan man læse udvalgte sider fra 'Præsidentens mand'
http://www.youtube.com/watch?v=6IFLAcCwsmU
Her har forlaget lagt en film med Ted Sorensen
http://www.nytimes.com/2010/11/01/us/01sorensen.html
Nekrolog fra New York Times
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.