
I et udspil til en udligningsreform lægger regeringen op til, at de velstillede kommuner i hovedstadsområdet fremover skal bidrage mere til landets kommunekasser.
- Vi kommer til at udligne mere, og bevægelsen er, at det bliver fra øst mod vest. Det handler om hovedstadsområdet i forhold til resten af landet, men også om Østjylland i forhold til resten af Jylland, siger statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med Jysk Fynske Medier.
Torsdag fremlægger regeringen et udspil til en reform af det system, som omfordeler penge fra landets rige kommuner til de fattige. Statsministeren vil ikke sætte navn på de enkelte kommuner, men 60 kommer til at modtage penge, og 38 kommer til at betale.
Først når udspillet bliver endeligt fremlagt, får kommunerne at vide, om de hører til den ene eller anden kategori. To af kommunerne placerer Mette Frederiksen dog.
Gentofte kommer til at afgive flest penge, mens Kalundborg kommer til at score den største gevinst.
- Det handler jo om at fordele de goder, der er i vores samfund. Vi zoomer ind på de kommuner, der har det godt, oplever vækst, stigende beskæftigelse og højt skattegrundlag, og de kommuner, der oplever det modsatte med fraflytninger, store integrationsudfordringer, sociale udfordringer, lavere beskæftigelse, siger statsministeren.
Mette Frederiksen går kun sparsomt i detaljer med, hvordan regeringen ønsker at ændre på kriterierne for udligning. Dog siger hun, at der kommer til at ske noget på middellevealder.
I dag tæller borgere over 85 år på ulempesiden for kommunerne, fordi udgifterne til en borger stiger i de sidste leveår. I stedet for kun at kigge på befolkningssammensætningen, vil regeringen også se på den gennemsnitlige levealder. Det er, fordi der er stor forskel helbredet hos en 85-årig i eksempelvis Lolland Kommune og i Nordsjælland.
Målet for regeringen er at få især Venstre med i en aftale over midten.
- Venstre har traditionelt sine rødder i nogle af de kommuner i landdistrikterne, som jeg tror vil se på vores udspil med positive øjne, siger statsministeren til Jysk Fynske Medier.
Ritzau
Fakta
Foreløbigt kendte elementer i regeringens udspil til udligningsreform:
- Der skal være et loft over den særlige skatterabat, som kommuner med en lav skatteprocent får. Loftet skal ligge på en skatteprocent på 23,5 pct.
- Det skal ikke længere være muligt for velhavende kommuner at få tilskud for indbyggere, der flytter fra de pågældende kommuner.
- Der skal samtidig være et loft på 100.000 kr. i tilskud for hver borger, der flytter fra kommunen.
- Det skal ikke længere være muligt at få tilskud til at få en au pair. Det vil især ramme kommuner i hovedstadsområdet.
- Tilskud til udlændinge skal fremover være målrettet for eksempel ghettoområder.
- Der skal tages højde for ulighed inden for sundhed, således at ikke kun de ældres alder, men også deres helbred, skal tælle med som en faktor i udligningen.
Kilder: DR, Jysk Fynske Medier
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.