Alle råber på udligningsreform, ingen vil blive glade for den

En bunden opgave, har indenrigsminister Astrid Krag (S) sagt om en reform af de kommunale udligningssystemer, og det er præcis det samme som hendes forgænger Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA, dengang) sagde, da opgaven var hans. Den er stadig uløst, så bundetheden er ikke garanti for noget.

Hvad der derimod er garanti for, er, at praktisk taget alle vil blive inderligt sure, når/hvis en udligningsreform falder på plads. En skudsikker forudsigelse, uanset hvad indholdet måtte blive. Alle der får, vil synes de har fået for lidt, og alle der skal betale vil synes, de skal betale for meget. Blandt andet derfor blev det ikke til noget, da den tidligere regering forsøgte sig i 2018. Der var for kort tid til FV19.

Her i 2020 er der stadig tre år til FV23 og altså tilsvarende længere tid til, at sindene kan mildnes. Til gengæld er der tilsvarende kortere tid til KV21, men der vil samtlige kommuner alligevel tørre ethvert ansvar for udligningen af på landspolitikerne, som jo ikke er på valg den dag.

I det hele taget gælder det, at kommunerne både hver for sig og under ét mener, at det er en statsopgave at tage øretæverne for en udligningsreform, helt på samme måde som det har været en statsopgave at tage øretæverne for, at reformen ikke er kommet endnu. Under den kommunale budgetlægning sidste efterår var det reglen mere end undtagelsen, at kommunerne fokuserede på 2020 og tog lidt lettere på de tre overslagsår i forhåbning om, at en udligningsreform inden det kommende efterårs budgetlægning vil løse alle problemer.

Men håb er ikke en strategi, og der består fortsat en vis sandsynlighed for, at også 2021-budgettet skal lægges under de nugældende regler. KL er klar over risikoen, selvom det blev formuleret lidt bagvendt på KØF i forrige uge, nemlig at det uden nyt udligningssystem vil være 'svært at lave en meningsfuld økonomiaftale’. Sådan noget siger man ikke, hvis man ikke frygter muligheden.

KL gør ganske vist en dyd ud af ikke at mene noget om det konkrete indhold, hvilket ikke alene er en dyd, men også en nødvendighed, eftersom KL’s medlemskommuner stort set alle mener noget forskelligt og derfor gør det umuligt for nogen at tale på alles vegne. Undtagen lige den med at det haster, det er alle enige om. Den øvrige argumentation føres derimod lystigt frem af borgmestre og kommuner både enkeltvis og i uofficielle sammenslutninger, og i vidt omfang uden hensyn til generende realiteter. Hvis noget kan tale ens sag, betyder det mindre, at det intet har med sagen at gøre.

Hvad sagen er, fremgår af paragraf 1, nummer 1 i lov om kommunal udligning: ‘Denne lov indeholder regler om udligning af forskelle mellem kommunernes økonomiske forudsætninger som følge af forskelle i beskatningsgrundlag og udgiftsbehov.’ Udligning af forskelle mellem kommunernes økonomiske forudsætninger. Tre elementer.

Det første, udligning, er nemt at forstå. Nogen skal have, og nogen skal give. Det er alle med på. Ikke hvem og hvor meget, men princippet.

Det andet, forskelle, bliver straks mere tricky. Alle er sådan set med på, at der naturligvis er forskelle, men hvordan de bør regnes ud, er der alt andet end enighed om. Man behøver bare at minde om den ændring i beregningsmodellerne, som af en række forsmåede kommuner er oversat til en ‘regnefejl’, og noget som de samme kommuner derfor er blevet ‘snydt’ for. Det problematiske i den tilgang er påvist for længst, både her i klummen og af folk der officielt har forstand på det, men så længe den tjener et formål, vil den leve videre.

Det tredje element kan for den utrænede læser forekomme lige så umisforståeligt som det første. Udligning, det ved man, hvad er, og kommunernes økonomiske forudsætninger, det burde også være ret entydigt, men nej, her ser vi endnu vildere fortolkninger end dem vedrørende ‘regnefejl’ og ‘snydt’. Eksempelvis ved at blande skatteydernes pengesager ind i argumentationen i form af rådighedsbeløb efter boligudgifter og andre privatøkonomiske parametre, som ingen selv med den bedste vilje kan kalde kommunernes økonomiske forudsætninger.

Den skelnen vil de helt sikkert vide at gøre inde i forhandlingslokalet i Indenrigsministeriet, hvor kommunerne ikke er med.