Ordets magt og afmagt - beretninger fra den svenske spionmester

Af Paul Hegedahl

Jan Guillou:
'Ordets mag og afmagt - Mit skrivende liv',
oversat af Anders Johansen fra 'Ordets makt och vanmakt. Mitt skrivande liv',
Piratförlaget AB, Stockholm;
Modtryk, København 2009.
519 s., indb., x noter.
Kr. 299,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-7053-317-1.

Den svenske forfatter og journalist Jan Guillou (1944 -), som er aktuel i Danmark med Tv-serien i seks afsnit om Tempelridderen Arn, har skrevet en bog om, hvordan han startede sin skrivende karriere - og hvordan den har udviklet sig. Det er en bog med væsentlige synspunkter og fortællinger om forfatterskab, journalistik, skarpe debatter gennem de seneste fyrre år.

I sin anmeldelse i 'Dagens Nyheter' skriver lektor Stefan Jonsson, Linköping Universitet, redaktør og anmelder ved 'Dagens Nyheter' bl.a.: 'Jan Guillou skriver bedre end andre svenske journalister, men har han nogensinde skrevet så godt som i 'Ordets magt og afmagt'? Grunden til det er ganske enkel. En forfatter kan nå høje niveauer, når han har mulighed for at skrive om det, der ligger ham nærmest på sinde - og i denne bog om sig selv koncentrerer Jan Guillou sig for første gang helt om sit favoritemne.'

Jan Guillou indleder med: 'Han havde en forfatterdrøm, og ikke et ondt ord om det. Forfattere gør som regel ingen skade, og de fleste drenge sidst i teenagealderen har mere grandiose fantasier end som så. De handler gerne om fodbold. Men jeg har svært ved at sympatisere med ham, for han gør mig så flov, at det kun er med stor selvovervindelse, jeg nødtvungent erkender, at han var mig. Om ikke andet fremgår det af fotografier fra dengang, rent biologisk er han en yngre og stærkere udgave af mig. Det lader sig desværre umuligt nægte, selv om det er mig lige så umuligt at identificere mig med ham. Men hvis jeg tvinger mig selv til det, kan jeg udmærket huske ham.'

Hvis det var blevet spået ham, at han skulle blive en af landets kendteste forfattere, ville han bare have nikket tankefuldt bekræftende, for det var han allerede overbevist om. Men havde man samtidig fortalt ham, at han skulle sælge flere bøger i Sverige, end der er indbyggere, ville han være blevet lige så ilde berørt, som jeg nu er ved ham. Allerede som teenager var han helt på det rene med, at høje oplagstal er noget foragteligt, og det var sandelig ikke sådan en forfatter, han ville være. Han var nemlig et litterært geni og altså modsætningen til Sigge Stark og Olle Hedberg, datidens bestsellerforfattere, som han naturligvis ikke havde læst. Som ung skribent er man helt på det rene med en del grundpræmisser; i den henseende adskiller nutidens debuterende smågenier sig ikke fra den, jeg var for fyrre-femogfyrre år siden. Der er visse regler, der synes at være evige, eller i hvert fald meget sejlivede. Allerede som gymnasiast ved man, at man skal være nyskabende, og måske skal det, man skriver, også være frigørende, selv om jeg er usikker på, om netop det floskelord er kommet til senere.

(Og her kan det så være på sin plads lige at indskyde, at søndag den 29. november 2009 blev bog nr. 10 million af Jan Guillou solgt.)

Det er lidt af en gåde, at det skal gøre ondt at fortælle det her. Man kunne mene, at der ikke er nogen grund til at skamme sig over sig selv som ung hvalp. Ungdomsdrømme og absurde prætentioner,
hvad der måske til dels er en og samme ting, burde ikke være noget at gruble så meget over. Og da slet ikke noget at skamme sig over. Litteraturen har til alle tider virket voldsomt dragende på mange, og det er kun naturligt, at de fleste af os er ubehjælpsomme i starten, hvor vores higen er meget større end evnerne. Altså må der være en anden grund til, at jeg synes så dårligt om den unge drømmer, der ville være forfatter i stedet for verdens hurtigste svømmer eller bedste fodboldspiller, hvad der sært nok ikke ville have været lige så pinligt.'

Efter over 40 år med skribentvirksomhed som hovederhverv udgiver Jan Guillou altså nu sin biografi. Han fortæller åbent og underholdende om de første års forfatterdrømme, hvor idolerne var de franske forfattere Claude Simon og Le Clézio, og om hvordan hans veje senere gik fra den eksperimentelle litteratur til en effektiv og virkelighedsnær prosa.

Han begyndte at læse jura, men ved 20 års-alderen opdagede han, at journalistik var et mere effektivt redskab til at forandre verden end jura. Vendepunktet kom, da han kom i kontakt med 'mandebladet' FiB/Aktuellt efter at have givet dem et tip om sag, han var involveret i via sin militærtjeneste - og blev bedt om selv at skrive artiklen og nogle andre afslørende artikler. En karriere som en af landets mest omtalte journalister og forfattere var indledt. Og som journalist og forfatter har han modtaget en lang række priser, bl.a. 'Stora Journalistpriset' 1984; 'Aftonbladets TV-pris' 1984; 'Bedste svenske kriminalroman' 1988; SKTF:s pris Årets forfatter' 1998; 'Årets bok-Månadens boks litterära pris' 2000.

Fire milepæle
Jan Guillou taler selv om fire milepæle i sit professionelle liv:

1. Ansættelsen på FiB/aktuellt, hvorfra han blev fyret, fordi han blev mistænkt for at være kommunist.

2. Ansættelsen på Folket i Bild/Kulturfront, hvorfra han blev fyret, fordi han blev mistænkt for ikke at være kommunist. IB-affæren, hvor han afslørede at der inden for det svenske forsvar var en hemmelig efterretningsorganisation, som bl.a. havde til opgave at registrere kommunister, var en udløber af den ansættelse

3. Geiger-sagen som så ud til at sætte en stopper for hans journalistiske løbebane. Han kunne ikke arbejde i to år efter den. Senere blev han så studievært i samfundsprogrammet 'Rekord-Magazinet' i Sverige Television.

4. Hamilton-romanerne. (En interessant krølle på den historie er, at det svenske mandlige håndboldslandshold blev sat til at læse romanerne om spionen Carl Hamilton i forbindelse med Europamesterskabet i Østrig i januar 2010 for at lære koldblodighed og evne til at holde på hemmeligheder).

Jan Guillou nævner det ikke selv som en 'milepæl', men i bogen fortæller han levende om sine fængselsophold efter IB-affæren, og om hvordan han arbejder som tillidsmand for fangerne.

KGB-perspektivet
Jan Guillou giver stor plads til den kritik, han har været udsat for og citerer åbent de værste anmeldelser og omtaler. Men, næsten omgående fik denne bog stor kritik, fordi han ikke tilstrækkeligt omfattende fortalte om sit engagement med KGB. I en række interviews erkender han, at han havde kontakt med KGB fra sit 22. år og i nogle år derefter. Det startede, da han af sin avis blev sendt til en reception på den sovjetiske ambassade og det varede så fra 1967-1972. Han forklarer selv, at det var fuldt bevidst for at samle journalistisk materiale om KGB og spionvirksomhed.

Til september 2010 udkommer 'Ordets magt og afmagt' som billigbog, og her skriver Jan Guillou så et nyt kapitel ind om KGB-sagen.

En meget omtalt bog
'Ordets magt og afmagt - mit skrivende liv' har ¨både fået skarpe kommentarer og en lang række omfattende og rosende anmeldelser. Det er en biografi - men den er - som flere af anmelderne har været inde på - så spændende som bøgerne om Carl Hamilton. Politikens mangeårige krimianmelder Bo Tao Michaelis skriver bl.a.:
'Lukker bogen i håbet om, at 'farbror Jan' snart igen vil tegne og fortælle på samme fabulerende og veloplagte facon om sit gavflabede liv her på Jorden, broderfolkets svar på Asterix, den gæve galler med rød knytnæve - men denne gang gerne uden forglemmelser.'

Og det kan man kun tilslutte sig.

Supplerende links
http://da.wikipedia.org/wiki/Jan_Guillou
Om forfatteren

http://www.modtryk.dk/pdfs/9788770533171.pdf
Her kan man læse uddrag af bogen

http://www.dn.se/dnbok/jan-guillou-kgb-1.984082
Guillou skriver KGB-kapitel i memoarer

http://www.dn.se/dnbok/bokrecensioner/jan-guillou-ordets-makt-och-vanmakt-mitt-skrivande-liv-1.943432
En omfattende og nuanceret boganmeldelse af Stefan Jonsson fra Dagens Nyheter

http://politiken.dk/kultur/article816868.ece

http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/article835929.ece
Ingen tror jeg var spion. Interview med Carsten Andersen

http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/article818628.ece
Bo Tao Michaelis 'Gavflaben Guillou er tilbage'

Supplerende læsning
Anders Raahauge: 'Høflige bebrejdelser i Sverige', Jyllands-Posten, Kultur, 26. oktober 2009. s. 19.

Jesper Stein Larsen: ' Jan Guillou: Jeg var ikke spion', Jyllands-Posten, Kultur, 7. november 2009, s. 14-15.