
Der er opbakning hos kommuner og regioner til den foreslåede geografiske inddeling af de 17 kommende sundhedsråd, men tre af rådene bør have nye navne.
Det fremgår af en vejledende udtalelse, som Per Okkels, der er udnævnt som sundhedsambassadør og opmand, har afleveret til indenrigs- og sundhedsministeren.
De 17 sundhedsråd er en del af sundhedsreformen. Her skal folkevalgte fra regionsråd og de omfattede kommuner samarbejde om at skabe et stærkere sundhedsvæsen på tværs af region og kommuner, så mere behandling kan foregå tæt på eller i borgernes hjem.
I løbet af foråret har Okkels besøgt alle regioner og en række kommuner for at lytte til lokale indsigelser og samle input, som han nu har sammenfattet til ministeriet.
Tre nye navne
På opfordring af en række regioner og kommuner anbefaler opmanden bl.a., at tre sundhedsråd får nye navne. Det gælder:
- Sundhedsråd Trekantområdet, der ændres til Sundhedsråd Lillebælt
- Sundhedsråd Hovedstaden Syd og Vest, som skifter navn til Sundhedsråd Amager og Vestegnen
- Sundhedsråd Hovedstaden Nord, der ændres til Sundhedsråd Københavns Omegn Nord
De tre steder er der enighed blandt de involverede kommuner og regioner.
Derimod kan han ikke anbefale to forslag fra henholdsvis Næstved og Region Midtjylland. Næstved ønskede, at Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland blev ændret til Sundhedsråd Midt-, Syd- og Vestsjælland, mens Midtjylland havde foreslået, at Sundhedsråd Horsens skulle omdøbes til Sundhedsråd Sydøstjylland.
I begge tilfælde er hans argument, at et ændret navn ikke passer med andre kommuners placering i andre sundhedsråd. Horsens Kommune var også imod et navneskift.
Den endelige navngivning og geografiske inddeling af sundhedsrådene fastlægges i en bekendtgørelse til efteråret. Udspillet har set sådan ud:
Mulighed for observatørpost
Den geografiske inddeling har været drøftet flere steder, men uden at det har affødt ønsker om at ændre inddelingen. Det gælder bl.a. København, Roskilde, Vejen og Billund, hvor borgerne modtager sygehusydelser fra andre kommuner end det akuthospital, de hører til.
I disse tilfælde er der mulighed for, at en kommune kan blive observatør i et andet sundhedsråd end der, hvor de hører til.
For København gælder det særlige, at kommunens borgere er delt mellem to akutsygehuses optageområder. Her er det allerede aftalt blandt forligspartierne, at kommunen må deltage som observatør i Sundhedsråd Hovedstaden Syd og Vest - det, som foreslås omdøbt til Sundhedsråd Amager og Vestegnen.
I de andre kommuner vurderer Per Okkels ikke, at der er tungtvejende grunde til en central tildeling af observatørstatus. Men sundhedsrådene har selv mulighed for at tildele en ekstra kommune observatørstatus.
Fælles ejerskab
Ifølge ministeriet er et de øvrige nedslag fra opmanden, at kommuner og regioner skal påtage sig et fælles ejerskab for sundhedsrådene, og at de regionale sekretariater, der skal betjene de enkelte sundhedsråd, skal inddrage de kommunale forvaltninger. Det erklærer ministeren sig enig i.
- Det er en stor omstilling af vores sundhedsvæsen, og den vil kun lykkes, hvis regioner og kommuner får opbygget et tæt og tillidsfuldt samarbejde i sundhedsrådene. Derfor er det afgørende, at regioner og kommuner går konstruktivt ind i arbejdet og påtager sig et fælles ejerskab for sundhedsrådene, siger Sophie Løhde (V).
De nye sundhedsråd oprettes 1. januar 2027, men allerede fra 1. januar 2026 nedsættes forberende sundhedsråd.
Opmandens oplæg til navngivning og geografi kan læses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.