DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Omrokeringer i S og et fingerpeg om kommende borgmesterbud
Lasse Frimand er gået fra nummer fire til nummer to på S-listen i Aalborg.
Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Omrokeringer i S og et fingerpeg om kommende borgmesterbud

Socialdemokratiet har alle navne på plads i to af de helt store kommuner og flere omrokeringer - i Aalborg, Aarhus, Vordingborg og Stevns, hvor der blev dispenseret fra partireglerne.
14. MAJ 2021 9.00
TEMA: KV21

I Aalborg er der et vist generationsskifte at finde på S-listen - efter borgmester og genvalgt spids Thomas Kastrup-Larsen. Efter en urafstemning kom 35-årige Lasse Frimand Jensen - søn af tidligere overborgmester i København Frank Jensen - næstøverst på listen, oplyser TV2 Nord. Og derefter kom 34-årige Lisbeth Lauritsen. De erstatter på de to pladser to veteraner, rådmand Mai-Britt Iversen og Anna Kirsten Olesen, der ikke genopstiller.

TV2 Nord ser det som et fingerpeg om, hvem partimedlemmerne kunne se som frontfigur, når Kastrup-Larsen en dag vælger at stoppe. Borgmesteren, der er 48 år, har tidligere tilkendegivet, at han nok gerne vil prøve andet i livet og derfor ikke forestiller sig, at han skal pensioneres fra borgmesterposten. Hvis han genvælges, tager han fat på sin tredje periode som borgmester. Han kom første gang i byrådet i 1998.

Lasse Frimand Jensen arbejder som projektleder for International House North Denmark, mens Lisbeth Lauritsen, der er læreruddannet, har arbejdet for AOF. Begge bor i øvrigt i Nørresundby og har siddet i byrådet siden 2014.

I Aarhus er der ifølge Århus Stiftstidende også et par omrokeringer efter den ubestridte spids på S-listen, Jacob Bundsgaard. Nummer to er nu Anders Winnerskjold, der ved KV17 strøg ind foran flere garvede S-politikere med 2.712 personlige stemmer - næstflest. Nummer to var sidst Camilla Fabricius, der forlod byrådet efter valg til Folketing ved FV19.

Anette Poulsen blev nummer tre på listen foran rådmand Kristian Würtz og veteranen Lone Hindø. Som nummer syv ses Polly Dutschke - søster til direktør i Sundhed og Omsorg Hosea Dutschke. Tilløber til S-gruppen i byrådet, Eva Borchorst Mejnertz (fra R) blev nummer ni og Peter Hegner Bonfils (tidligere teknisk udvalgsformand for EL) nummer 25. 

I Stevns har to nyindmeldte kandidater på en generalforsamling fået dispensation fra partireglerne om mindst et års medlemskab, skriver Stevnsbladet. Det drejer sig om Tina Plenge og Charlotte Hansen, der er to ud af ialt 12 kandidater. Henning Urban Dam Nielsen er her ny spids, hvor Anette Mortensen (V) er borgmester og V-spids igen.

I Vordingborg havde partifællerne en X-factor-agtig måde at offentliggøre resultatet af opstillingen af kandidater. Borgmester og spids Mikael Smed holdt ifølge sn.dk gryden længst muligt i kog ved at offentliggøre de 26 opstillede i omvendt rækkefølge. Hvor mange stemmer de hver især fik, ønsker partiet ikke at oplyse, kun at 158 medlemmer hver afgav én stemme. Brit Skovgaard kom ind som nummer to efter Smed. Sidst var hun nummer tre.