Om Janteloven, Parkinsons Lov og Peter- og Dilbert-principperne

I år er det 75 år siden Aksel Sandemose (oprindelig Hansen) offentliggjorde Janteloven for den brede offentllighed i sin bog ”En flygtning krydser sit spor”. Ifølge forfatteren selv var det imidlertid allerede i 1930, at denne lov første gang blev nedfældet skriftligt efter århundredes mundtlig overlevering. Som alle ved, handler loven om, den måde, vi behandler hinanden på.

Men, måske er ikke alle klar over, at Janteloven er en del af et stort sammenhængende lovkompleks. Dele af dette kompleks er kendt, men hver for sig. Til trods for det ubønhørligt regulerer store dele af den menneskelige adfærd og resultaterne af denne, er det først i de senere år, man er begyndt at ane og identificere sammenhængene. Og set i det lys er det på tide at gøre Janteloven til genstand for en vis nyvurdering.

I 1957 publicerede professor Parkinson sin første bog og Parkinsons Lov nåede ud til alle kroge af verdenssamfundet. Dens implikationer for alle former for bureaukrati blev almindeligt accepterede uden reservationer.

Forkert slutning
Cyril Northcote Parkinson siger:
”Overalt finder vi en type foretagender (administrativ, kommerciel eller akademisk) i hvilken de øverste ledere er tungt arbejdende og sløve, lederne lige under disse er kun aktive, når det handler om at lave intriger mod hinanden, og de yngste ledere er frustrerede og frivole. Der bliver ikke gjort meget. Der opnås ikke mange resultater. Og medens vi betragter dette sørgelige billede, konkluderer vi, at de, der sidder med magten og kontrollen, har gjort deres bedste, de har kæmpet mod modstand og modgang - og har endelig indrømmet deres nederlag.

Den nyeste forskning viser nu, at det er forkert at drage denne slutning. I en meget høj procent af disse døende institutioner, der indtil nu er undersøgt, opnås denne endelige komatøse tilstand målbevidst og efter langvarige anstrengelser. Indrømmet, det er resultatet af en dødelig sygdom, men det er en sygdom, som i meget høj grad er selvpåført. Lige siden de første tegn på tilstanden har man opmuntret sygdommen, forværret årsagerne og hilst symptomerne velkommen.

Det er sygdommen Smittefarlig Mindreværd eller Injalitis. Det er en mere udbredt lidelse end almindeligt antaget, og diagnosen er betydelig mere enkel end kuren.”

Parkinsons Lov
I 1957 publicerede professor Parkinson sin første bog og Parkinsons Lov nåede ud til alle kroge af verdenssamfundet. Dens implikationer for alle former for bureaukrati blev almindeligt accepterede uden reservationer.

Selv om en anden professor, nemlig L. J. Peter anerkender det banebrydende arbejde, professor Parkinson udførte, kritiserer han dele af selve fundamentet for Parkinsons Lov. Han påpeger, at det i følge professor Parkinson forudsættes, at lederne oprindelig har både hensigt og plan (del og hersk og egen selvophøjelse). Peters egne analyser viser imidlertid, at mange overordnede er ude af stand til at udforme nogen effektiv plan for at dele, herske eller noget som helst andet. I 1969 udkom bogen om Peter Princippet. Den er oversat til næsten 40 sprog og dr. Laurence J. Peters udsagn: "Med tiden vil enhver stilling tendere til at blive besat med en ansat, der er inkompetent til at udføre arbejdet", citeres stadig flittigt.
Siden er Dilbert Princippet så kommet til, udtænkt af serietegneren Scott Adams.

Det grundlæggende i Dilbert Princippet er:
Inkompetente ansatte forfremmes direkte til lederstillinger uden bare for et kort øjeblik at have bestridt en stilling, der harmonerer med deres kompetenceniveau.
Scott Adams siger: "Da jeg begyndte på arbejdsmarkedet i 1979 beskrev Peter Princippet virksomhedsledelse temmelig nøjagtigt. Nu til dags tror jeg, vi alle længes tilbage til de gyldne tider, hvor man havde en chef, der på et eller andet tidspunkt var god til et eller andet".

Peter Princippet lyder jo besnærende rigtigt. Her har vi forklaringen på, hvorfor vi selv er fremragende til vores eget arbejde, men desværre er omgivet af mindre kompetente personer, især på de ledelsesniveauer, der ligger over vort eget - ikke mindst de der befinder sig i kommunalbestyrelser, regionsråd, regering, EU-kommissionen og FN for nu at tage hele hierarkiet med.

Tve-ægget sværd
Set i lyset af dette videnskabelige arbejde, må man indse, at Janteloven i bedste fald er et tveægget sværd. Den kan i høj grad anvendes som bortforklaring på Parkinsons Lov, Peter- og Dilbert-principperne. Ikke så sjældent har mennesker udsat for kritik forklaret det som udslag af Janteloven.

Det har fortrinsvis været kreative erhvervsfolk af Klaus Riskær-typen, men også politikere af forskellig observans har prøvet at skyde berettiget kritik ned med henvisning til Janteloven. Aktuelle eksempler med Lars Løkke Rasmussen og Bendt Bendtsen synes at demonstrere, at offentligheden har helt styr på, hvornår der er tale om rendyrket Dilbertprincip og forkert anvendelse af Janteloven – selv om vi for sidstnævnte minister nok er tæt på i hvert fald Peter-princippet i funktion.

Men er det - desværre - alligevel for enkel en forklaring på det klarsyn, der giver os så gode muligheder for næsten pr. automatik at se skæven i vor broders (og søsters) øje?

En del af årsagen til at lovene og principperne, ligesom tyngdeloven, omgående træder i kraft er, at det ikke er så sjældent, at nogle mennesker forfremmes - eller politisk vælges til en stilling - uden man grundigt overvejer den sammenhæng, den pågældende stilling indgår i. Passer elementerne ikke til hinanden, vil enhver nok så intelligent person hurtigt fremstå som inkompetent og som følge deraf reagere uhensigtsmæssigt.

Uheldigvis er det også stadig således, at en person, der udviser stor faglig dygtighed, udnævnes til leder uden at besidde de nødvendige ledelsesmæssige egenskaber - og ikke så sjældent uden inderst inde selv have lyst til denne ændring i arbejdssituationen. Det får vi først bugt med, når alternative karriereveje bliver lige socialt acceptable og belønnede.

Et statisk samfund
I en række tilfælde er Sandemoses udlægning af menneskelig adfærd temmelig præcis. Som Jan Cortzen har skrevet, er "Jante blevet et statisk samfund, hvor alle er lige små, hvor hver enkelt er dødelig angst for, at nogen blandt disse åndelige trælle skal vokse sig større end de andre - - - hvor alle på samme tid klynger sig til fællesskabet og isolerer hinanden indenfor dette fællesskabs håbløse mangel på individuel udfordring".

Viser nogle mod til at lave kreative fejltagelser, synes vi, de hellere skulle lære at lægge æg eller at spinde og gnistre. Vi skaber forudsætningerne for, at Peter-princippet træder i funktion. Så kan vi sige: "Hvad sagde jeg".

Bestyrelsesveteranen Knud Overø har udtalt:
"Her er vi tilbøjelige til at overse, at den, der satser stort, også må have de store marginaler. Og ikke bare vide, at hvis det går galt, bliver du jantet ihjel. Og går det skidt, venter latteren - eller dens forkrøblede lillebror fniset - i sammenbruddets stund".

Det er også blevet udtrykt således:
"Vi har et valg. Enten at respektere og have nytte og glæde af mennesker med holdninger, mod og kunnen til at eksperimentere eller at kanøfle dem, der er anderledes". I sidste fald må vi fortsætte, som vi plejer. Så får vi også de resultater, vi plejer at få og må forlade os på impulser, som kommer udefra, og skyde skylden på Peter eller Dilbert Princippet og på alle andre end os selv, når selv sådanne muligheder ikke udnyttes kreativt nok.

Så det er med Janteloven som med de fleste love inden for juraens verden: Helt så entydig som ønsket er den ikke. Lad os imidlertid afslutte optimistisk med disse ord fra Winston S. Churchill: Hvis vi ser tilbage på vort liv, vil vi opdage, at en gennemgående erfaring er, at vore fejltagelser har været til gavn for os, og at vore mest gennemtænkte beslutninger har skadet os.”