
En aftale for samtlige faggrupper under regionerne er natten til lørdag faldet på plads, oplyser parterne.
Det udestående punkt i forhold til de LO-organiseredes fagforeningers delforlig forleden var sikringen af retten til betalt spisepause, og for den er der nu 'fundet løsninger for både FTF og Akademikernes Centralorganisation, som tilfredsstiller os', sagde de regionalt ansattes chefforhandler, Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen i nat i Forligsinstitutionen.
For Akademikernes vedkommende er det sket ved at afgive lidt af den lønstigning, som LO-fagforeningerne sikrede sig i onsdags.
- Vi har betalt et beløb i forhold til, at vi kan få den spisepause, så vi har et økonomisk mellemværende. Det er ikke nogen stor størrelse, og vi har lavet et fornuftigt resultat, siger Akademikernes formand Lars Qvistgaard.
På FTF-området har man i stedet valgt samme løsning som i LO-delforliget og valgt at stole på regionernes løfter om, at man ikke vil røre ved den betalte spisepause.
- Vi har erkendt, at regionerne så mange gange har bedyret, at de aldrig kunne finde på at røre ved den spisepause. Så derfor har vi valgt at frafalde vores krav på det område, og så lever vi med den bestemmelse, som vi har. Hvis der bliver rørt ved den, så forbeholder vi os retten til at rejse den i et voldgiftssystem, siger Grete Christensen.
Ligesom i de to første delforlig rummer også det tredje en fjernelse af det såkaldte privatlønsværn.
For åremålsansættelser er der aftalt reduktion i fratrædelsesbeløb, og det er slut med fratrædelsesgodtgørelse ved fortsat ansættelse.
Ritzau+mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.