ODSHERRED: Jublen var stor, da to fjernvarmekunder i november fik modhold i deres klage over Odsherred Forsyning.
Ankenævnet på energiområdet slog fast, at kunderne ikke skulle betale for at komme ud af deres kontrakt med Odsherred Forsyning, da de endnu ikke havde fået leveret fjernvarme.
Men i et brev til de to pågældende fjernvarmekunder fastslår Odsherred Forsyning nu, at de ikke har tænkt sig at følge afgørelsen. Det skriver TV2 ØST.
- Odsherred Varme A/S har efter grundig vurdering valgt ikke at acceptere afgørelserne, skriver bestyrelsesformand Lars Therkildsen i et skriftligt svar til mediet.
Vil undgå præcedens
Lars Therkildsen tilføjer, at selskabet under rekonstruktionen har fået reduceret sin gæld med 750 mio. kr., hvilket forpligter selskabet til at gøre sit yderste for at tilbagebetale den resterende gæld.
- Selskabet ønsker heller ikke at risikere, at afgørelserne fra november skaber præcedens for flere fjernvarmekunder i det vestlige Fårevejle.
- Det kan få store konsekvenser både for selskabets økonomi og de resterende varmekunder, fastslår bestyrelsesformanden.
Sagerne kan ende i retten
Ankenævnets afgørelser er udelukkende administrative og ikke juridisk bindende, hvilket vil sige, at det ikke har nogle konsekvenser for Odsherred Forsyning, hvis de ikke følger dem.
Næste skridt for kunderne vil være at afprøve sagerne ved domstolene.
- Det er virkelig op ad bakke som kunde, at de bare kan lade være med at efterleve det, og man så selv er nødt til at gå rettens vej for at få bekræftet sit medhold, siger Pernille Wohlfahrt, der er formand for borgerforeningen Fair Fjernvarme Odsherred og fortsætter:
- Men det kommer desværre ikke bag på mig, for jeg synes ikke, at Odsherred Forsyning har vist, at de træffer gode og ordentlige beslutninger.
Fjernvarmeudrulning gik i stå
Udrulningen af fjernvarme i den sydlige del af Odsherred blev stoppet i april 2024, efter det stod klart, at udrulningen var blevet langt dyrere end ventet, og forsyningen var på randen af en konkurs.
Det har betydet markant højere varmeregninger for de eksisterende fjernvarmekunderne. Men det har også efterladt en række kommende kunder i klemme.
Flere havde skrevet under på en fjernvarmeaftale, men var og er stadig ikke blevet tilsluttet fjernvarmenettet endnu. Og hvis de skal ud af aftalen igen, kræver Odsherred Forsyning omkring 240.000 kroner i udtrædelsesgodtgørelse for et standardhus.
Penge som Ankestyrelsen på Energiområdet ikke mener, kunderne bør betale, men som Odsherred Forsyning fastholder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











