
ODDER: Borgmester Elvin J. Hansen (S) og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, satte tirsdag deres underskrift på en aftale, som forpligter Odder Kommune til at reducere kommunens udledning af CO2 med to procent hvert år de næste tre år.
Odder Kommune har kortlagt CO2-forbruget i kommunen, og tallene viser, at hver borger i gennemsnit udleder 9,8 tons CO2 om året. Fra den kommunale virksomhed udledes i alt cirka 6100 tons CO2 årligt.
Der skal tænkes bredt, så kommunen kan lave energibesparelser, fortalte Elvin J. Hansen:
- Byrådet ønsker, at Odder Kommune skal være en grøn kommune og en kommune, hvor miljøpåvirkningerne begrænses mest muligt. Byrådet har derfor også vedtaget en ambitiøs målsætning om, at kommunen vil være CO2-neutral i år 2030
- For eksempel tænker vi meget klima og energi ind i planerne, når vi skal renovere kommunens bygninger, sagde borgmesteren med reference til blandt andet 81 konkrete energirenoveringsprojekter i kommunen.
Kommunens grønne arbejde blev positivt modtaget af Ella Maria Bisschop-Larsen.
- Odder Kommune er kommet godt fra start og ved, hvad den gør. Kommuner har et stort ansvar for at vise, hvordan CO2-forbruget reduceres, og dermed inspirere andre til at gøre det samme, siger hun.
Med Odder Kommunes accept af aftalen er i alt 71 danske kommuner i dag Klimakommune, og ved udgangen af marts vil der være yderligere to kommuner, som har underskrevet aftalen.
krn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.