Planen er, at den hvide kuppel skal indeholde observatoriet med det planlagte teleskop. Ved selvsyn kan besøgende opleve den udstrakte og mørke himmel over Mandø.
Foto: Illustration: MP Design

Observatorie på Mandø med australsk inspiration

Aarhus Universitet og Esbjerg Kommune går sammen om planerne om at få certificeret vadehavsøen som en Dark Sky Park.

ESBJERG: Mandø er et af de få steder i Danmark, hvor lysforureningen er meget lav. På skyfri nætter er der nærved perfekte betingelser for at studere stjernehimlen og universet. Den mulighed vil Aarhus Universitet og Esbjerg Kommune udnytte ved at etablere et observatorie til glæde for mange forskellige besøgende, oplyser kommunen.

Observatoriet skal kunne bruges af øens mange turister og astronomiinteresserede fra ind- og udland, og stedet vil også kunne indgå i undervisningen af skole- og gymnasieklasser fra hele Danmark.

Planen om observatoriet er et vigtigt delelement i ambitionen om at få Mandø godkendt som en Dark Sky Park med en unik placering i et af Unescos verdensarvsområder.

Teleskop bliver fjernstyret

- Med et observatorie i vores kommune åbner der sig helt nye muligheder for, at lærere og undervisere kan gøre brug af dette i undervisningen, siger Karen Sandrini (S), formand for Plan & Miljøudvalget i Esbjerg.

Aarhus Universitetet er ved at opstille et teleskop på Mt. Kent i Australien på et observatorium, som drives af University of Southern Queensland, og det vil være et lignende teleskop, der nu skal sættes op på Mandø.

- Observatoriet bliver i høj grad fjernstyret, og derfor kommer man som besøgende ikke til at kunne stå og kigge ind i et teleskop. Ved at kopiere faciliteterne i Australien sikrer vi, at der etableres et gennemtestet og professionelt koncept, hvor vi kan trække på erfaringer vedrørende udvikling og drift, siger Hans Kjeldsen, professor ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

ka 

 
 


 

 
 


 
 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job