dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Alle nyttejob bliver lukket ned, har ministeren besluttet. Her unge på nyttejob i Køge med at bekæmpe bjørneklo.
Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix (arkiv)

Nyttejob, løntilskud og praktikker lukkes ned

Ingen nye aftaler før februar, og ledige kan vælge, om de vil fortsætte. Dagpengeperiode forlænges.
17. DEC 2020 10.22

De skærpede coronarestriktioner får nu også betydning for, hvilke aftaler jobcentrene skal tilbyde de ledige.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har besluttet, at ledige hverken kan sendes ud i nyttejob, nye virksomhedspraktikker eller nye løntilskud før 31. januar.

Alle nuværende nyttejob bliver helt lukket ned, og kun igangværende praktikker og løntilskud kan fortsætte, hvis den ledige selv ønsker det, oplyser ministeriet.

Ledige skal dog fortsat stå til rådighed for jobsøgning, ligesom de skal deltage i digitale samtaler med jobcentrene. Ledige kan også fortsat deltage i opkvalificering, hvor undervisningen som udgangspunkt skal foregå digitalt.

Bekendtgørelse på vej

Ministeren vil snarest udstede en bekendtgørelse, der ændrer reglerne foreløbig til og med d. 31. januar, oplyser ministeriet.

- Det er nu, vi skal tage ansvar i fællesskab. Det er vigtigt, at ledige kommer i arbejde, men det er endnu mere vigtigt, at vi her og nu får stoppet smittespredningen. Jeg vil derfor hurtigst muligt ændre reglerne, siger Peter Hummelgaard.

Dagpengeret og 225-timers regel

Samtidig er et flertal i Folketinget blevet enige om, at ledige får forlænget deres dagpengeperiode i to måneder, skriver Ritzau. Perioden fra 1. januar til 28. februar vil ikke tælle med i de 24 måneder, man har ret til dagpenge.

Det er også besluttet at forlænge retten til sygedagpenge, hvor man ikke kan ryge ud, selv om sagsbehandlingen af ens sag bliver forlænget, fordi der er pres på sundhedssystemet.

Derudover har man forlænget suspenderingen af 225-timers-reglen. Den pålægger kontanthjælpsmodtagere at arbejde mindst 225 timer om året - ellers bliver de trukket i deres ydelser.

ak

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/nyttejob-loentilskud-og-praktikker-lukkes-ned

GDPR