dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Nyt svømmebad i Skjern - helt uden klor

Friluftsbad er videreudviklet, så badevandet renses på biologisk naturlig vis med planter, sandfiltre og sten

RINGKØBING-SKJERN:  Det nedslidte friluftsbad i Skjern bliver bygget om til en svømmesø, der er både renere at bade i, billigere at drive og sjovere at besøge med flere aktiviteter end tidligere. Det er samtidig et eksempel på, hvordan nyskabende arkitektur og teknisk udvikling kan gå hånd i hånd, oplyser Lokale- og Anlægsfonden, der har bidraget med 3 mio. kr.

Den nye svømmesø bliver den første offentligt tilgængelige af sin slags i Danmark. Svømmesø-konceptet er en miljørigtig videreudvikling af svømmebassinet, hvor man undgår at bade i klorfyldt vand, som ellers tidligere har været nødvendigt for at holde vandet rent. Badevandet bliver i stedet renset på biologisk naturlig vis med planter, sandfiltre og sten.

Svømmesøen bliver etableret i det eksisterende friluftsbad ved Skjern Kulturcenter og bliver delt i tre bassiner. En til svømning, en til børn og en til rensning af badevandet. På den måde kan man udnytte friluftsbadets gamle badebassin, der i fremtiden får fire svømmebaner til motionssvømning i bassinets ene langside. På den anden langside etableres en vandforhindringsbane, klatrevæg, løbebane og rutsjebane. Bassinet får en adgangsrampe, der gør det nemmere for gangbesværede at deltage i den udendørs badning. Ved den dybe ende opføres et nyt udspringstårn i træ, og det bliver nemmere for dykkere at træne i bassinet via adgang til vandet fra nye platforme og ramper.

Nyt børnebassin, terrasse og taghave
Ved siden af det store bassin anlægges et nyt børnebassin med rutsjebane, men også med plads til stille og rolig vandleg for de mindste. Den sidste sø kaldet skimmersøen bliver brugt til at rense vandet for skadelige bakterier, pollen, blade og så videre. Skimmersøen er ikke kun en teknisk installation, men bliver også et rekreativt område, da badegæsterne kan gå ud i den på trædesten og opleve planterne og biologien i søen helt tæt på.

Rundt om de tre bassiner får brugerne af svømmesøen mulighed for at opholde sig på en 770 m² stor terrasse. Terrassen bliver opført i forskellige niveauer med podier, siddepladser og trappeanlæg, der også kan bruges som opholdsområder. Der bliver mulighed for at dyrke simpel styrketræning på den store terrasse, der også får en udendørs sauna og et bålsted. Fra terrassen er der adgang til to øvrige opholdsområder - en 105 m² stor tagterrasse og en 30 m² stor taghave.

Svømmesøen vil være åben hele året, så den kan bruges til vinterbadning og andre former for vinteraktiviteter på anlægget ud fra badegæsternes egne ønsker.

Lokale- og Anlægsfonden støtter projektet med 3 mio. kr. I alt vil det koste 8 mio. kr. at etablere svømmesøen i Skjern.

Torben Frølich, direktør i Lokale- og Anlægsfonden, fremhæver, at denne kombination af aktiviteter, arkitektur og moderne naturlig vandrensning kan være med til at genskabe hele traditionen for friluftsbade i Danmark, som er truet på livet af dårlig økonomi på grund af dyre rensningsanlæg og manglende muligheder for aktiviteter både i svømmebassinerne og de omkringliggende arealer.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/nyt-svoemmebad-i-skjern-helt-uden-klor

GDPR