Nyt liv i erhverv og sundhed i Vollsmose

Nyt liv i erhverv og sundhed i Vollsmose

Odense har solgt Vollsmoses skyskraber, Østerhøj, til privat investor, der skal forvandle halvtom bygning til boliger og erhvervs- og sundhedsaktiviteter

ODENSE: Kommune har solgt centerområdets vartegn, Vollsmoses skyskraber, Østerhøj, til DanMark Ejendomme A/S. Ejendommen skal igennem de næste fem år undergå en større forvandling fra at være en halvtom bygning til en fremtid med udvikling af boliger og erhvervs-, uddannelses- og sundhedsfremmende aktiviteter.

- Salget af Østerhøj er en perspektivrig handel, der kan have stor betydning for Vollsmoses udvikling. Odense Kommune har i forvejen et godt samarbejde med DanMark Ejendomme A/S, som også ejer Vollsmose Torv, der har gennemgået en omfattende renovering, ligesom der arbejdes aktivt på at etablere en ny iværksætterstrategi i Vollsmose. Det er en virksomhed med engagement og ambitioner, og jeg ser derfor også frem til samarbejdet omkring udvikling af Østerhøj, siger borgmester Anker Boye (S).

Kommunen sælger ejendommen på Vollsmose Allé 12 til 16 millioner, og DanMark Ejendomme A/S overtager ejendommen 1. juli 2012.

Ambitiøst sundhedskoncept
Ambitionerne for det nye Østerhøj er høje. DanMark Ejendomme A/S skal i samarbejde med Odense Kommune afsøge og udvikle et koncept for Østerhøjs fremtidige anvendelse, der kan realisere stedet som platform for flere erhvervs-, uddannelses- og sundhedsfremmende aktiviteter.

- Jeg er meget glad for, at vi har fundet en professionel køber, som vil sætte ejendommen i stand. Vi står nu over for en spændende udfordring med udvikling af et helt nyt sundhedskoncept, som netop afspejler Odense Kommunes ønske om i højere grad at arbejde med forebyggelse og radikal innovation, hvor vi ikke er bange for at afprøve helt nye løsninger, siger Steen Møller (K), rådmand i By- og Kulturforvaltningen.

DanMark Ejendomme A/S vil inden et år fra overtagelsesdagen indrette en af ejendommens etager til sundhedserhverv som eksempelvis klinikker til læge, tandlæge, fysioterapi og lignende, mens andre etager skal indrettes til midlertidig beboelse for personer, der kan modtage behandling fra 'sundhedsetagen'. Disse etager skal stilles til rådighed for kommunen, hvis den anmoder om det inden udgangen af 2012.

Borgmesterforvaltningen har sammen med Ældre - og Handicapforvaltningen og Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ansvaret for udviklingen af det nye sundhedskoncept.

Sammenhæng skaber udvikling
Ifølge Michael Willaume Andersen, direktør for DanMark Ejendomme A/S, er udviklingen i Vollsmose heller ikke kun et spørgsmål om erhvervsfremme. Det handler derimod om at støtte op om flere områder samtidigt for at styrke den positive udvikling med både sundhedscenter samt forskellige former for liberalt erhverv i Vollsmose.

- Det skal være muligt for beboere og besøgende at kombinere et besøg ved fysioterapeut eller læge med en tur i svømmehallen og frokost i centeret eller koncert i kulturhuset. Hertil kommer det nyeste initiativ med gratisbusser mellem parkerne, der vil gøre mobiliteten til Østerhøjs tilbud lettere. Når alt dette er en realitet, så opnår vi den ønskede synergieffekt, siger Michael Willaume Andersen.

mou

Fakta:
Østerhøj, Vollsmose Allé 12 består af 88 to-værelses lejligheder på 73 m3, der fordeler sig over 11 etager. Det samlede boligareal udgør 6.730 m2. I forbindelse med salget tillægges ejendommen et p-areal på 68 p-pladser.

Der er samtidigt med salg af Østerhøj til 16.000.000 kr. indgået aftale med DanMark Ejendomme A/S om, at Odense Kommune køber Restaurant Mosen inklusiv kælder og toiletter for 6.000.000 kr.
Restaurant Mosen er placeret som bindeled mellem Østerhøj og Vollsmose Torv, og formålet med købet er, at lokalerne skal omdannes og anvendes til kommunale aktiviteter i området.

DanMark Ejenedomme A/S har forpligtet sig til nedrivning af restauranten og til at overdrage lokalerne nyistandsatte og funktionsdygtige til Odense Kommune.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev