Med ansættelsen af centerchef Helle Voss Marker er der sat turbo på klimasmart handling i Region Sjælland. Energiklyngecenteret skal samle klimakræfterne i regionen i samarbejde med regionens 17 kommuner for at skabe intelligente energiløsninger.
Centeret vil samle kreative kræfter for at opnå indsigt, inspiration og ny viden om grønne energimuligheder. Det skal generere et kommunalt klimakompetenceløft, så kommunerne i fremtiden bedre kan bekæmpe negative klimaforandringer og skabe innovative forretningsmuligheder. Ambitionerne for projektet er store - og ikke uden grund: Bag centret står kommunerne og Region Sjælland med en fælles formuleret klimastrategi og de tre klimakommuner Kalundborg, Roskilde og Lolland, som alle har demonstreret bud på innovative klimaløsninger.
- Energiklyngecentret er et vigtigt led i realiseringen af den regionale klimastrategi - og dermed et konkret resultat af kommunernes, regionens og Vækstforums fælles klimaindsats. Centret skal bidrage til fornuftige, vedvarende energiløsninger, men også til udvikling af nye klimateknologier: Det handler både om at få mest mulig effekt ud af klimaindsatsen i regionen og om at udnytte de kommercielle muligheder ved klimaudfordringerne, siger formand for Regionsrådet og Vækstforum i Region Sjælland Kristian Ebbensgaard.
Søsætte energiklynger
Centret skal søsætte energiklynger med særlige temaer inden for energiforsyning og energibesparelse. Klyngemodellen går ud på at sammensætte mennesker med forskellige kompetencer fra ulige sammenhænge og gennem dialog og erfaringsudveksling producere ny viden og nye ideer. Energiklyngerne skal bestå af klimaeksperter fra Region Sjælland og de 17 kommuner samt fra virksomheder og uddannelses- og forskningsinstitutioner.
- Jeg har mange forventninger til Energiklyngecenter Sjælland. Det bliver spændende at støtte og synliggøre kommunernes klimapotentialer, for på sigt i fællesskab at kreere og søsætte nye energiløsninger til gavn for virksomheder og borgerne i hele regionen, siger centerchef Helle Voss Marker.
Helle Voss Marker kommer fra en stilling som projektleder i Dansk Solenergi. Senere på året, når centret står klart, vil der blive holdt åbningsreception. De nye energiklynger sættes i gang fra Maribo, hvor Energiklyngecenter Sjælland har sit domicil de næste 2½ år.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.