dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Nyt it-system forsinket for mindst 340 mio. kr.

KMD tjener millioner på, at it-selskabets nye system til kommunerne ikke bliver leveret til den aftalte tid
14. NOV 2016 7.27

Det kommer til at koste kommunerne millioner, at it-leverandøren KMD er mindst 15 måneder forsinket med et omfattende system til ATP og kommunerne. Ifølge TV2 er der tale om en meget kostbar it-forsinkelse på mindst 340 mio. kr.

Det er systemet Social Pension, der ikke bliver leveret til tiden. Systemet skal gøre det billigere for kommunerne at udbetale førtids- og folkepension, og det skulle have været på kommunernes computere 1. oktober.

Men det er forsinket med godt et år. Og mens det står til at koste skatteyderne en regning i millionklassen, står KMD, der er landets største it-selskab, til at tjene styrtende på forsinkelsen. Det skyldes ifølge TV2, at KMD også sidder på det gamle system, der er over ti gange dyrere for kommunerne.

I dag betaler kommunerne over 25 mio. kr. til KMD hver måned. Prisen på det nye system svarer til godt 2 mio. kr. månedligt ifølge en beregning med tal fra ATP og en analyse fra det kommunale it-fællesskab Kombit, og det giver KMD en gevinst på omkring 23 mio. kr. for hver måned det nye system er forsinket.

'Betydelige ekstraudgifter'
ATP, der gennem Udbetaling Danmark står for Social Pension, bekræfter, at forsinkelsen medfører 'betydelige ekstraudgifter', skriver koncerndirektør Lilian Mogensen i en mail.

- Det er naturligvis ikke tilfredsstillende for ATP, Udbetaling Danmark og kommunerne. Derfor har vi lige nu en kritisk, konstruktiv dialog med KMD i forhold den kontrakt, der er indgået, siger Lilian Mogensen.

KMD afviser at svare på, hvorfor projektet er voldsomt forsinket. Kommunikationsdirektør Morten Langager bekræfter, at der er en dialog om baggrunden for forsinkelsen.

- Vi ønsker ikke at gå nærmere i detaljer om drøftelserne, men kan bekræfte, at parterne ikke deler opfattelse af årsagerne til forsinkelsen, skriver han til TV2.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/nyt-it-system-forsinket-for-mindst-340-mio-kr

GDPR