Nyborgs kommunaldirektør må sygemelde sig igen

KORT NYT17. MAJ 2022 15.45

NYBORG: For tre måneder siden blev Nyborgs kommunaldirektør Lars Svenningsen sygemeldt med stress, og efter at have været tilbage på rådhuset nogle uger må han nu erkende, at det skete for tidligt, og sygemelde sig igen. Det skriver Fyens Stiftstidende.

- For at gøre en lang historie kort må jeg erkende, at jeg ikke har været god nok til at lytte til det råd, jeg har fået. Og det var, at jeg skulle lade være med at starte for tidligt. I stedet har jeg haft en tro på, at jeg kunne presse tingene igennem, og det rammer mig nu i nakken. Derfor er jeg blevet sygemeldt igen, fortæller han til avisen.

Borgmester Kenneth Muhs (V) beklager situationen, men forsikrer, at organisationen sørger for, at den daglige drift og forberedelserne til Tour de France-besøget i byen kører videre som hidtil. Udover Lars Svenningsen består direktionen af Marianne Stentebjerg, Anders M. Sørensen samt Torben Kelm Danielsen. Sidstnævnte tiltrådte 1. maj som direktør for teknik, miljø, klima og natur og kom fra en chefstilling i Næstved Kommune.

ak