
Den nye politiskole vest for Storebælt står først klar i 2019 eller 2020. Det siger justitsminister Søren Pind (V) til Politiforbundets fagblad Dansk Politi.
Søren Pind bekræfter overfor fagbladet, at forløbet har trukket uhensigtsmæssigt langt ud, men siger, at der var mange kommuner, der meldte sig på banen, mens der samtidig bredte sig en tanke om nybyggeri i politiet.
- Der har så været en rapport, som skulle tilvejebringe et ordentligt beslutningsgrundlag, og den har jeg for nylig modtaget. Men det der så i mellemtiden er sket, er, at politiskolespørgsmålet nu indgår i finanslovsforhandlingerne - det er der nogle parter, der har ønsket. Og det vil sige, at beslutningen vil blive truffet ved indgåelse af finansloven, og det sker jo indenfor kort tid, forklarer Søren Pind.
På spørgsmålet om, hvornår politiforbundet kan regne med, at den nye skole står klar, svarer justitsministeren, at det er hans håb, at den står klar i løbet af 2019, men at 'det er jo komplicerede processer, vi taler om, så det er mit håb, men jeg kan ikke være firkantet på det. Det kan være at det først bliver i 2020'.
Den nye skole skulle efter planen have stået færdig i 2018. Planen er, at den nye skole skal hjælpe med at øge optaget på politiuddannelsen med omkring 900 personer over de fire år til i alt 1830.
Efteruddannelsen bliver vigtigere end før
Om behovet for den nye politiskole siger Søren Pind:
- Vi har brug for den, dels i hele efteruddannelsen, som jo bliver meget vigtigere og mere prioriteret end før, fordi vi styrker den, og fordi vi korter uddannelsen ned til to år. Og efteruddannelsen skal jo foregå på den nye skole, siger han.
- Der ud over skal vi jo efter alt at dømme - og det håber jeg jo selv på - til at uddanne endnu flere politikfolk, end det Brøndby kan klare lige nu.
Aftalen om en ny politiskole blev indgået som en del af politiforliget i november 2015. Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative står bag politiforliget.
Søren Pind forventer at finansloven, og dermed aftalen om placeringen af den nye politikskole ligger klar inden for en måned.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.