Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Ny topchef vil frigøre Sønderborgs uforløste potentiale

Søren Bonde Hansen, Odense, bliver ny kommunaldirektør i Sønderborg
13. OKT 2011 9.51

SØNDERBORG: Søren Bonde Hansen, 51 år, afløser Alfred Holm-Petersen som ny kommunaldirektør i Sønderborg. Han kommer fra jobbet som administrerende direktør i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune og tiltræder i Sønderborg 1. januar.

Søren Bonde Hansen er valgt blandt 19 ansøgere, er student fra Aabenraa og oprindelig uddannet lærer. Han har været vicedirektør på Vestfyns Handelsskole i fem år, direktør på samme skole i seks år og kommunaldirektør i Tommerup Kommune i tre år, indtil han i 2006 tiltrådte som administrerende direktør i By- og Kulturforvaltningen i Odense.

Udannelsen er suppleret med bl.a. HD i organisation fra Odense Universitet og en lang række lederudviklingsforløb. Desuden har Søren Bonde Hansen erhvervet sig kvalifikation fra bl.a. en række bestyrelsesposter, som censor ved de fire samfundsvidenskabelige institutter i Danmark med særlig tilknytning til Master of Public Management og som medlem af Advisory Bord for MPM-uddannelsen.

Søren Bonde Hansen har som leder gennem årene bevist sine strategiske evner, en stærk ledelsesmæssig gennemslagskraft og gode resultater i kraft af fokuseringen på fornyelse, effektivisering og omlægning.

Den nye kommunaldirektør er sig bevidst om Sønderborgs særlige udfordring med stadig flere borgere, som ikke længere er på arbejdsmarkedet og med prognoser om stagnation i indbyggertallet. Søren Bonde Hansen forventer derfor sammen med byråd og eksterne partnere at igangsætte et politikudviklende arbejde, hvor det lykkes at gennemføre de prioriteringer, som skal til for at skabe råderum til ambitiøse investeringer i både kerneydelsen og i vækstinitiativer.

- Mit mål er at bidrage med god og tydelig ledelse, og selvom det er fem år siden, at den nye kommune blev dannet, så er det mit indtryk, at Sønderborg fortsat har et uforløst potentiale, som jeg gerne vil være med til at løse op for, og som kan give fremdrift, siger den nye kommunaldirektør.

Kommunen skal derfor evne at skabe og fortsat udvikle meget stærke relationer mellem virksomheder, universitet og kommune (benævnt Triple Helix), så vi sammen udvikler nye måder at tænke kommunal organisation og opgavevaretagelse, siger Søren Bonde Hansen.

Den nye kommunaldirektør er gift gennem 24 år med Ulla Mokkelbost. Sammen har de tre børn i alderen 15-20 år. Familien planlægger senere at flytte til kommunen.

ka