Skolebørn i de sønderjyske kommuner skal fremover kunne modtage undervisning på tysk i førskole og grundskolen.
Det fremgår af et brev fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til Udvalget for Det Tyske Mindretal og skyldes, at Danmark har tiltrådt 11 nye forpligtigelser, hvor undervisning på tysk er iblandt.
Det er Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev kommuner, som fremover bliver forpligtet til at tilbyde skoleundervisning på tysk, ligesom officielle dokumenter fra de fire kommuner samt Region Syddanmark fremover skal kunne tilbydes på nabosproget.
Hvad det konkret kan få af økonomisk betydning for kommunerne, vides ikke endnu. Blandt andet oplyser Sønderborg Kommune, at man venter på at få en officiel udmelding fra ministeriet.
Alle fire kommuner har dog allerede en tysk version af deres hjemmesider samt både en tysk privatskole og børnehave.
De nye forpligtigelser kommer, cirka to uger efter at Europarådets ekspertkomité tidligere på måneden kritiserede Danmark for at gøre for lidt for det tyske mindretal.
I den forbindelse lød det fra Kulturministeriet, at regeringen var på vej med "en række nye initiativer, der styrker mindretallets vilkår".
- Jeg er helt enig i, at vi skal styrke forholdene for det tyske mindretal i Sønderjylland, sagde kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i den sammenhæng.
Kendskabet til tysk sprog og kultur halter
Europarådets ekspertkomité peger i en rapport på, at Danmark beskytter det tyske mindretal tilstrækkeligt, men ikke gør nok for at sikre, at resten af landet kender til mindretallets sprog, kultur og historie.
– Det er især i forhold til skolerne og i undervisningen, at vi virkelig savner, at det kommer bredere ud, har Harro Hallmann, kommunikationschef for det tyske mindretals paraplyorganisation Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) udtalt til DR i forbindelse med komitéens kritik.
I forbindelse med de 11 nye forpligtigelser skriver kulturministeren, at det "bekræfter ambitionen om at beskytte og udbrede tysk som mindretalssprog i Danmark".
Med forpligtelserne vil Danmark have tiltrådt 46 ud af 67 mulige forpligtigelser til det tyske mindretal. Det gælder bl.a. også, at byskilte i Sønderjylland både skal stå på dansk og tysk, hvilket er en forpligtigelse, som nu er blevet genbekræftet.
De 11 nye forpligtigelser
- Danmark forpligter sig til at tilbyde førskoleundervisning på tysk i Sønderjylland.
- Danmark forpligter sig til at tilbyde grundskoleundervisning på tysk i Sønderjylland.
- Danmark forpligter sig til at sikre, at man ved Retten i Sønderborg, der ligger i den retskreds, hvor det tyske mindretal er anerkendt som et sprogligt mindretal, må afgive forklaring på tysk i straffesager.
- Danmark forpligter sig til at give forvaltningsmyndigheder tilladelse til at udfærdige dokumenter på tysk.
- Danmark forpligter sig til at tillade og/eller fremme Region Syddanmarks offentliggørelse af deres officielle dokumenter også på tysk.
- Danmark forpligter sig til at tillade og/eller fremme de fire sønderjyske kommuners offentliggørelse af deres officielle dokumenter også på tysk.
- Danmark forpligter sig til at tillade og/eller fremme Region Syddanmarks brug
af tysk i deres forsamlingers debatter, dog uden at udelukke brugen af dansk. - Danmark forpligter sig til at tillade og/eller fremme de fire sønderjyske kommuners brug af tysk i deres forsamlingers debatter, dog uden at udelukke brugen af dansk.
- Danmark genbekræfter muligheden for at opstille tosprogede byskilte
(dansk/tysk) i de fire sønderjyske kommuner. - Danmark forpligter sig til at sikre med passende midler, at sikkerhedsanvisninger også udarbejdes på tysk.
- Danmark forpligter sig til i de økonomiske og sociale sektorer, som er reguleret
direkte af parterne (den offentlige sektor), at organisere aktiviteter med henblik
på at fremme brugen af tysk.
Kilde: Folketinget
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













