dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Ny skole- og børnedirektør i Lolland Kommune

Jesper Ulrich Jørgensen tiltræder som direktør 1. januar 2025.

LOLLAND: Jesper Ulrich Jørgensen bliver den nye skole- og børnedirektør i Lolland Kommune. Han kommer fra en stilling som undervisnings-, fritids- og kulturchef i Ringsted Kommune. Han har en længere karriere bag sig i Ringsted, hvor han var skoleleder, indtil han i 2017 blev skolechef. Fra oktober 2023 fik han også ansvar for kultur- og fritidsområdet.

Når han tiltræder stillingen den 1. januar, får han ledelsesansvar for Skole og Dagtilbud samt Børn, Unge og Familie.

- Det står klart for mig, at kommunen allerede er velfungerende og hviler på et solidt fundament, som giver mulighed for at indfri de store ambitioner, der er for fremtidens Lolland. Lolland Kommune rummer både store potentialer og krævende udfordringer, og jeg går til opgaven med respekt for det eksisterende arbejde og med en klar ambition om at bidrage til en fortsat positiv udvikling, siger han.

"Vedvarende dårlig kvalitet"

Der er flere udfordringer at tage fat på for den nye direktør, da Lolland Kommune gennem en årrække har haft udfordringer på skoleområdet.

Lolland er den kommune, der har den højeste andel folkeskoleelever, der ikke bestod dansk og matematik - nemlig 34 pct. - i 2023.

I juni 2022 pålagde Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) kommunen at udarbejde en handleplan, fordi "Lolland Kommunes skolevæsen har vedvarende dårlig kvalitet".

Kommunaldirektør Thomas Knudsen ser frem til, at der kommer flere kræfter til.

- Kvalitet i skoler, dagtilbud og hele børne- og ungeområdet er vigtigt. Derfor er der stor bevågenhed omkring området, og derfor er det godt, at der nu kommer øget ledelseskraft til at løfte det, siger kommunaldirektør Thomas Knudsen.

Det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Jesper Ulrich Jørgensen til stillingen.

Han bor i Haslev sammen med Tanja, har en udeboende søn på 21 år og en hjemmeboende datter på 13 år. Han har desuden et sommerhus i Bredfjed.

SRS

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ny-skole-og-boernedirektoer-i-lolland-kommune

GDPR