Tirsdag begynder forhandlingerne om, hvordan de lovbundne minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver skal skrues sammen.
Med finansloven for 2020 blev S-regeringen og støttepartierne enige om, at der skal indføres lovbundne minimumsnormeringer senest i 2025. Men den endelige model er ikke på plads, og støttepartierne har forskellige ønsker til, hvordan den skal se ud.
Det er børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som skal forhandle en model på plads.
- Det vigtigste er, at vi får en masse pædagoger og pædagogisk personale ud i vores daginstitutioner. Jeg tror, at mange i løbet af foråret under corona har oplevet, at det med at arbejde i små enheder var rigtig dejligt for børnene, siger ministeren til Ritzau.
Forskellige ønsker
Med finansloven for 2020 blev S-regeringen og støttepartierne enige om, at der skal indføres lovbundne minimumsnormeringer senest i 2025.
Men den endelige model er ikke på plads, og støttepartierne har forskellige ønsker til, hvordan den skal se ud.
Enhedslisten ønsker, at der skal indføres minimumsnormeringer på institutionsniveau og ikke bare på kommunalt niveau. Desuden kræver Enhedslisten, at pengene går ubeskåret til mere personale.
Også SF mener, at der skal være minimumsnormeringer helt ude i den enkelte institution.
Rosenkrantz-Theil vil ikke forholde sig til den del. Det hører til ved forhandlingsbordet, siger hun.
Desuden har SF meddelt, at partiet går til finanslovsforhandlinger med kravet om at få fremrykket indfasningen af minimumsnormeringer. Det bakker Enhedslisten op om.
SF har foreslået, at der bliver afsat yderligere 200 mio. kr. på finansloven for næste år til minimumsnormeringer. Det vil ifølge SF betyde, at minimumsnormeringerne kan være fuldt indfaset i 2024 i stedet for i 2025, siger gruppeformand Jacob Mark (SF).
- Der er lige lovlig lang tid til 2025. Vi står i en situation, hvor der er akut brug for flere pædagoger i daginstitutionerne, hvor børnene oplever, at der ikke er tid nok til dem, siger han.
De Radikale har stillet krav om, at alle voksne i vuggestuer og børnehaver skal have en pædagogfaglig uddannelse i 2030.
Store forventninger hos Bupl
Hos formand for pædagogernes fagforening, Bupl, Elisa Rimpler er forventningerne store.
- Det er nu, regeringen skal vise, at der er hold i løfterne til de mange tusinde børn og forældre i hele landet, som har været på gaden for at kræve, at der bliver sat en stopper for besparelserne og skruet op for antallet af pædagoger i daginstitutionerne. Og det haster, siger hun i en pressemeddelelse.
Med finansloven for 2020 er der afsat 500 mio. kr. i 2020, 600 mio. kr. i 2021, 800 mio. kr. i 2022, 1,2 mia. kr. i 2023, 1,4 mia. kr. i 2024 og 1,6 mia. kr. i 2025.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.