Nu kan der bygges: Tysk domstol har afvist Femern-klager
Femern-forbindelsen skal efter planen stå klar i 2029 og vil være en 18 kilometer lang tunnel under vandet, hvor der både kan køre biler og tog. I Danmark er byggeriet så småt i gang med anlæggelsen af en stor arbejdshavn.
Foto: Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix

Nu kan der bygges: Tysk domstol har afvist Femern-klager

Det er for længst i gang på dansk side, og nu kan tyskerne også komme i gang.

En tysk forvaltningsdomstol i Leipzig har afvist alle seks klager over den tyske godkendelse til Femern-tunnelen, som skal forbinde Lolland med den tyske ø Femern. Dermed kan byggeriet begynde på tysk side, skriver ZDF og nyhedsbureauet dpa.

Retssagen har handlet om den tyske godkendelse af Femern-forbindelsen, som blev givet i 2019. I Danmark blev der givet grønt lys allerede i 2016, men i Tyskland har der været utilfredshed med godkendelsen fra flere sider.

En række klager er blevet behandlet ved domstolen i Leipzig i slutningen af september og starten af oktober. Klagerne har været miljøorganisationer, rederier, Femern Kommune og en landmand.

Rederiet Scandlines, der sejler mellem Rødby og Puttgarden og efter planen også vil fortsætte, når tunnelen står klar, er utilfreds med de planlagte adgangsveje ned til havnen, som ifølge Scandlines vil gøre det besværligt for biler og lastbiler at køre ned til færgen, den dag tunnelen står klar. En miljøorganisation, Nabu, er utilfreds med beskyttelsen af natur og dyreliv - herunder rev og sandbanker, hvor der bor sæler og marsvin.

Ti minutters kortere rejsetid

Men klagerne fik altså ikke medhold. Der er endnu ikke fastsat en dato for byggestart i Tyskland. Transportministeriet meldte i april ud, at byggeriet efter planen kan begynde på tysk side i 2022.

På dansk side er arbejdet på projektet allerede i gang i Rødby. Her er en stor arbejdshavn ved at tage form. Fra årsskiftet udvides arbejdet blandt andet med anlæggelsen af en fabrik. Den skal fremstille de betonelementer, som tunnelen bygges med.

Femern-forbindelsen skal efter planen stå klar i 2029 og vil være en 18 kilometer lang tunnel under vandet, hvor der både kan køre biler og tog. Forbindelsen vil forkorte rejsetiden i bil til 10 minutter fra de nuværende 45 minutter med færgen.

Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev